Ida Øbro og Agnes Nørgaard Kracht toppede for andet år i træk juniorernes rangliste

Ida Øbro og Agnes Nørgaard Kracht toppede for andet år i træk juniorernes rangliste

Flot punktum med kort og kompas

Tisvilde Hegn OK har gjort sig fint bemærket i sæsonens sidste konkurrencer i orientering.

Orienteringsløb

Årets sidste konkurrencer med kort, kompas og løbesko i skoven er netop blevet afviklet, og løberne fra Tisvilde Hegn OK satte et fornemt punktum for sæsonen 2019.

Der blev sluttet af med et nyt dansk mesterskab til den imponerende samling, da Andreas Duc Jørgensen blev mester i disciplinen Præ-O. Det var første gang nogensinde der blev afholdt DM i præcisionsorientering og det blev afviklet i Hårup Sande ved Silkeborg.

Præ-O går ud på at man ude fra en skovvej skal vurdere, hvilken af flere postplaceringer inde i terrænet, der er den rigtige i forhold til en given postdefinition. Der er typisk fem placeringer at vælge imellem for hver post. I tilfælde af pointlighed er det afgørende, hvor hurtigt deltagerne løser en opgave med tidskontrol.

Andreas havde 18 rigtige af de 22 poster. Både sølv- og bronzevinderen havde 17 rigtige. De var begge to lidt hurtigere end Andreas til at løse tidsopgaven, så hvis de havde haft 18 rigtige poster, ville de have besejret Andreas.

'Jættemilen'

Det årlige langdistanceløb 'Jættemilen' var som sædvanlig sæsonens sidste store konkurrence i o-løb. Løbet blev afholdt i Gribskov med mange deltagere fra Sverige. Der var samlet start i hver klasse, og her blev det til tre førstepladser til THOK-løberne.

Agnes Nørgård Kracht sejrede hos juniorpigerne, hvor hun var 23 sekunder foran en anden ungdomslandsholdsløber, Annika Simonsen fra FIF Hillerød.

Jesper David Jensen og Leif E. Larsen vandt i sikker stil i henholdsvis H45 og H65. De var begge to 4 – 5 minutter foran en svensk løber på andenpladsen, mens de næste danske løbere kom langt efter.

Andre flotte placeringer gik til Xenia Bregensøe i D16 og Niels Landsperg i H70. Xenia blev nr, tre og næstbedste dansker, mens Niels kom på fjerdepladsen og ligeledes som næstbedste dansker.

Ranglister

Årets ranglister er gjort op på baggrund af løbernes placeringer i en række af sæsonens store konkurrencer.

På juniorranglisten, Løberen Junior League, blev det for andet år i træk til dobbeltsejr med Ida Øbro på førstepladsen og Agnes Nørgård Kracht på andenpladsen. Det var tredje år i træk, at Ida sejrede.

På seniorranglisten, Trimtex Senior Cup, kom Emil Øbro på en fin andenplads. Det var en fremgang på to placeringer i forhold til hans fjerdeplads sidste år.

Publiceret 13 November 2019 10:52