Nis Prio spillede sin førsteholdskamp nummer 150 for Hundested. Foto Jan Stephan

Nis Prio spillede sin førsteholdskamp nummer 150 for Hundested. Foto Jan Stephan

Tre solide point og med i topstriden

Hundested tilbage på sejrskurs i Sjællandsserien

Af
Thomas Quvang

Fodbold To mål, to misbrugte straffespark og to debutanter var blot nogle af ingredienserne, da Hundested lørdag eftermiddag tog imod Liria hjemme på Hundested Stadion.

Og for Hundested var det selvfølgelig rart, at de scorede begge kampens mål, men mindst ligeså vigtigt var det, at forsvaret stod tæt og nullet blev holdt efter ti indkasserede scoringer i de to seneste kampe.

To brændte straffe

Omkring 175 tilskuere blev vidner til et hjemmehold der kom flot fra start. Allerede i det 10. minut bragte Nicolai Jægergaard Hundested på 1-0 da han scorede direkte på hjørnespark.

Efter den halve time kunne 'Jæger' have fordoblet føringen, da Hundested fik tilkendt et straffespark for 'hånd på bolden'. Gæsternes målmand fik dog afværget forsøget fra pletten.

Kort inden pausen var det så Lirias tur til at få tilkendt et straffespark, noget uforståeligt dømt imod Nicklas Granzow, der i samme moment fik en advarsel. Simon Petersen i kassen hev dog en fantastisk redning frem, og så gik Hundested til pausen med en 1-0 føring.

Fra starten af 2. halvleg pressede Liria på, men de blev aldrig helt farlige overfor Hundesteds gode defensiv. Og i stedet for en udligning så bragte Daniel Rimmer, der gjorde comeback efter en skadesperiode, det til 2-0 tæt under mål i det 64. minut.

'Clean sheet'

Herefter stak det lidt af for gæsterne, der blev ramt af flere gule kort for brok og hårde frispark. Det betød at Hundested kunne køre sejren stille og roligt hjem.

En fortjent sejr der bragte glæde i HI-lejren. Tre solide point efter en svær periode og et 'clean sheet' ovenpå en rigtig god holdpræstation. Kampen gav i øvrigt debut til Mathias Månsson og Markus Spohr på Hundesteds bedste mandskab, og derudover blev Nis Prio hyldet for sin kamp nummer 150 i den blå trøje.

Hundested spiller på udebane lørdag 19 oktober kl.13.30 når de møder topholdet Roskilde RB 1906 på Roskilde Idrætspark.

Publiceret 14 October 2019 09:55