Hundesteds kvinder kunne juble over en 3. plads ved den 7. DM-afdeling i lørdags

Hundesteds kvinder kunne juble over en 3. plads ved den 7. DM-afdeling i lørdags

'Sælhunde' på fremmarch

Hundesteds rugby-kvinder spillede sig til en stærk 3. plads

Rugby Hundested Rugby Klub var lørdag vært ved kvindernes syvende og næstsidste DM-afdeling.

Og på den solbeskinnede og pragtfulde efterårsdag var Hundesteds kvinder så 'gæstfrie', at de på dagen spillede sig til en fin 3. plads. Det var efter de to suveræne hold Speed og Frederiksberg.

4. plads indenfor rækkevidde

Hundested indledte sin pulje med en sejr på 37–0 over CBS, Copenhagen Buisiness School. Derefter blev det til et nederlag mod Speed fra Tårnby på 48–0. I placeringskampen om dagens tredjeplads blev CSR slået med 29–7.

Hundesteds Amanda Jørgensen blev holdets topscorer i point ved 6 forsøg og to overspark, 34 point, Camilla Sinding Larsen 3 forsøg, 15 point, Winnie Svendsen 1 forsøg og to overspark, 9 point. Emilie Barkved og Sascha Larsen hver et forsøg, 5 point.

I den samlede stilling ligger Hundested efter lørdagens kampe på en femteplads. Der er chance for at fravriste Exiles på fjerdepladsen, hvilket dog kræver, at Exiles ved næste stævne placeres tre pladser efter Hundested. Ved lørdagens stævne blev Exiles placeret på en syvendeplads. Så det er muligt at nå fjerdepladsen, når den sidste runde afvikles den 26. oktober på Frederiksberg.

Og en fjerdeplads vil være et meget flot resultat af Hundested, som over turneringen har udviklet sig positivt. CSR, som samlet ligger på en tredjeplads, vil Hundested ikke kunne nå.

Lyserød indsamling

Ved stævnet, som lå på Lyserød Lørdag, blev der også samlet ind til brystcancerforskningen. Det er tredje år i træk, at Hundested har et damestævne, hvor der indsamles til den vigtige forskning.

Det samlede resultat forventes at blive mellem 3–4.000 kr.

Publiceret 07 October 2019 14:30