Lars Bonde scorede til 3-2 og 4-2 men det var ikke nok til sejr i søndagens opgør. Arkivfoto Quvang

Lars Bonde scorede til 3-2 og 4-2 men det var ikke nok til sejr i søndagens opgør. Arkivfoto Quvang

"Dræbt på dødbolde"

Hundesteds defensiv slog revner - tabte med tenniscifre

Af
Thomas Quvang

Fodbold "Jeg ved ikke hvilket sort hul vi fik gravet os ned i, det er selvforskyldt vi tabte, og vi bliver jo nærmest 'dræbt' på dødbolde".

Assistent træner Steen 'Store' Jørgensen havde svært ved at finde en grimasse der kunne passe, da Hundested søndag eftermiddag løb ind i sæsonens første nederlag.

Trods en 4-2 føring midtvejs i 2. halvleg, så endte det med 4-6 nederlag til Hundested, der som ekstra salt i såret, lukkede tre mål ind i de sidste ti minutter.

"Der er perioder, hvor vi spiller drømmebold, men desværre også perioder hvor vi sejler rundt", lød det endvidere fra 'Store'.

Det var specielt ved dødbolde, at hjemmeholdet var farlige, og ens for alle deres scoringer var, at de blev sat ind fra tæt hold efter standardsituationer. At Lundtofte tilmed scorede to mål mens de var i undertal, gjorde bare endnu mere ondt på Hundesteds mandskab og stab.

To fremragende mål

Casper Rytter og Nicolai Jægergaard scorede Hundesteds mål i 1. halvleg, sidstnævnte på et straffespark begået mod Nis Prio. To fremragende mål af Lars Bonde sendte Hundested på 4-2 og sejrskurs i starten af 2. halvleg.

Desværre lykkedes det ikke at få snøret den berømte sæk, og for anden spillerunde i træk satte Hundested en 4-2 føring over styr i 2. halvleg.

Trods blot tre point i de sidste fire kampe, så ligger Hundested på en lun 4. plads i sjællandsserien, side om side med Liria som er næste modstander på lørdag, hjemme i Hundested.

Publiceret 07 October 2019 09:48