Den sorte plade af silikone kan tages væk, når kogezonen ikke er i brug. Pressefoto

Den sorte plade af silikone kan tages væk, når kogezonen ikke er i brug. Pressefoto

Lokalt firma flytter rumteknologi ind i køkkenet

Frederiksværk-baseret producent har udviklet usynlige kogezoner med afsæt i rumfartsteknologi

LANCERING Da Halsnæs Avis i sommer var en tur forbi firmaet Stealth Induction i Frederiksværk blev lidt af sløret løftet for en helt ny type kogeplade, som indehaver Carsten Petersen har været med til at udvikle, og efter endnu nogle måneders forbedelser har hans firmaet netop lanceret deres første usynlige kogezone på det skandinaviske marked.

Firmaets nyudviklede kogezone Phantom vender op og ned på traditionen med synlige kogeplader, for nyheden er at kogezonens induktionsmodul delvist skjules under bordpladen: "Når man så skal lave mad, lægger man en specialudviklet beskyttelsesplade på selve bordpladen. Beskyttelsespladen sikrer, at bordpladen ikke tager skade, når gryder og pander opvarmes. Det vil sige, at man bedre kan udnytte pladsen i køkkenet, for når beskyttelsespladen ikke er i brug, optager den ikke plads på køkkenbordet. Den stiller man bare til side," fortæller Carsten Petersen, der har arbejdet med produktudviklingen gennem en længere periode, inden Stealth Inductions produkter nu er kommet ud til forhandlerne.

Han mener, at trenden går mod at flere af køkkenets funktioner skjules, som f.eks. med kogevandhanerne og afdækning af hvidevarer med skabsfronter, og på samme måde er Phantom-kogezonen helt usynlig, når den ikke er i brug, mens selve betjeningspanelet kan placeres på væggen.

En simpel test med hånden mod bordpladen afslører, at overfladen ikke bliver varm, når kogezonen har været i brug, for induktionsteknikken og en speciel plade af silikone gør, at det kun er gryderne og panderne, der bliver varmet op.

"Udfordringen var især at udvikle et materiale, der kunne beskytte bordpladen mod de høje varmegrader og dagligdagens slid. Men med hjælp fra rumfartsindustrien blev løsningen fundet, og Phantom blev skabt," fortæller Carsten Petersen om det specielt isolerede silikonemateriale med afsæt i rumfartsteknologi, der i samspil med den allerede velkendte induktionsteknik, nu kan rykke ind i køkkenet.

Udviklingsarbejdet har varet ca. fem år, og Stealth Induction i Kirkegade, Frederiksværk, er også på banen med en ny type emhætter. /an

Publiceret 29 November 2019 08:30