Fint og brugbart legetøj er sendt afsted til klasser i Jylland og på Fyn

Fint og brugbart legetøj er sendt afsted til klasser i Jylland og på Fyn

Elever bytter pakkekalender

Bæredygtig jul på Vinderød Privatskole

Pakkekalender På Vinderød Privatskole har fire klasser i år valgt at genbruge deres legetøj ved at forære det væk til børn i en anden klasse i Danmark.

Det er en af skolens lærere, Rikke Sølvhøj, som har fået den gode og bæredygtige idé. Ved opbygning af hjemmesiden www.skolensnissekalender.dk har hun gjort det muligt for landets skoler at tilmelde deres klasser, så de kan bytte en pakkekalender med hinanden.

Julehilsen

Vinderød Privatskole har fire klasser tilmeldte projektet. Alle elever har været hjemme og finde brugt, men fint og brugbart legetøj. Sammen har de pakket alle gaverne ind og sendt dem afsted til bl.a. Fyn og Jylland.

Efterfølgende har eleverne pyntet pakkerne og skrevet en lille julehilsen til eleverne i de klasser, som de skal bytte pakkekalender med.

Lærerne på Vinderød Privatskole vil gerne vise børnene glæden ved at glæde andre og samtidig vise eleverne, hvor nemt, man kan være med til at skåne miljøet med genbrug. Desuden kan det også være en hjælp til forældrene, som på denne tid af året, kan have travlt med mange gøremål. Nu kan de bede deres barn kigge i gemmerne efter ting, som de ikke længere bruger, men som andre kan få glæde af.

Eleverne i klasserne 2.V, 3.P, 3.V og 4.V på Vinderød Privatskole venter nu spændt på, at de hver dag i december kan trække en pakkekalendergave fra de klasser, som de bytter gaver med.

Positiv tilgang

”En af mine elever fra 3. klasse fandt på navnet til min nye hjemmeside”, fortæller en glad Rikke Sølvhøj og tilføjer:

”Det er en stor fornøjelse at se, hvordan eleverne på skolen er gået positivt til dette projekt. De kan virkelig godt se ideen. I år har 11 klasser meldt sig. Jeg håber, at det bliver bredt endnu mere ud i landet til næste år”, slutter idestifteren.

Publiceret 29 November 2019 00:00