Filmen følger skabelsen af glasskibet Hrønn. Foto: Bue Kjær Monrad

Filmen følger skabelsen af glasskibet Hrønn. Foto: Bue Kjær Monrad

Filmpremiere: Glasskibe har kurs mod USA

Ny film formidler Halsnæs’ håndværk til amerikansk publikum

PREMIERE Gennem de seneste tre år har glasskibene fået større og større succes i USA, hvor der er indgået samarbejde med nogle af landets førende glasgallerier. Glasskibene fremhæves gang på gang for deres innovative blanding af materialer, fine udførelse og evne til at fortælle historier. Historier om fortiden såvel som universelle historier med skibet som symbolsk omdrejningspunkt.

På opfordring fra nogle af deres vigtigste, internationale samarbejdspartnere har Backhaus-Brown og Egeværk nu fået produceret en film, der formidler projektet til især det amerikanske publikum. Filmprojektet blev påbegyndt i juli og fortæller historien om de to værksteder, om inspiration fra historien og Halsnæs’ skønne natur, og åbner ikke mindst døren til de to værksteder og det unikke samarbejde, der er nøglen til glasskibenes succes.

Filmen følger skabelsen af glasskibet Hrønn og tegner også fire mini-portrætter af Andrew Brown, Nanna Backhaus, Mette Bentzen og Lasse Kristensen.

”Først og fremmest håber vi, at vores internationale publikum kan føle, at de næsten er på besøg på vores værksteder, når de ser filmen”, fortæller Lasse Kristensen fra Egeværk.

”Men vi håber også, at filmen kan inspirere andre udøvende håndværkere og kunsthåndværkere. Vi synes den viser, hvad Halsnæs kan.”

Filmforevisningen foregår i Glassmedjen/Backhaus-Brown på Hundested Havn lørdag den 16. november klokken 16.00. Kunstnerne bag Glasskibene - Andrew Brown, Nanna Backhaus, Mette Bentzen og Lasse Kristensen - vil sammen med kommunikationsrådgiver Tilde Heding fortælle om projektet. Manden bag kameraet, Bue Kjær Monrad, har bidraget med en lille film om projektet, da han ikke kan være tilstede på dagen. Der vil blive serveret et glas rødvin, og alle er velkomne.

”Glasskibe – the making of Hrønn” varer 12.41 minutter og vil fra premieredagen være offentligt tilgængelig på Vimeo og Youtube.

Publiceret 08 November 2019 10:28