Gutte Eriksen-værker på British Museum

KUNST British Museums samling af moderne keramik har fået et løft med donationen af tolv værker af den internationalt anerkendte keramiker Gutte Eriksen, der i mange år boede og arbejdede i Store Karlsminde ved Hundested frem til sin død i 2008.

For at hylde Gutte Eriksen i anledning af 100-års jubilæet for hendes fødsel og udbrede kendskabet til hendes kunstneriske virke har Birthe Fraser fra Cultural Connections CC, Birthe Frasers søster Jytte Nørgaard Nielsen, Gutte Eriksens datter Mette Hansen og Jens D. Bukh, formanden for Keramikkens Venner, givet i alt 12 værker, som spænder over hele Gutte Eriksen karriere, til museet.

Hele donationen vises på British Museum i London indtil begyndelsen af 2021.

Gutte Eriksen blev uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i 1939 og etablerede sit eget værksted i 1942. Hendes tidlige værker var inspireret af traditionel dansk pottemagerkunst og oldtidskeramik, men senere i 1970’erne inspirerede studierejser til Japan hende i retning af det keramiske udtryk, som siden blev hendes særkende. Fra Japan hentede hun også tanken om, at der ikke var behov for at skjule sporene fra pottemagerens hånd; tværtimod fornemmer man både materialet og fremstillingsprocessen i det færdige arbejde og ikke mindst den kraftige brænding, som ofte deformerer formen en smule og medvirker til at give værkerne spontan udtrykskraft.

Fra 1950’erne anvendte Gutte Eriksen glasurer blandet af enkle materialer – aske, ler, kvarts og borax – med en rigdom af farver fra det helt sorte over nuancer af blå, hvid og brun til de sene års variationer over rød og turkis. Gutte Eriksen fik en international position som ingen anden dansk keramiker i samtiden med talrige udstillinger i Europa, Asien og USA. Nu er hun repræsenteret i British Museums samling til glæde for keramik- og kunstinteresserede verden over.

Publiceret 07 November 2019 19:00