Halsnæs Byråd vedtog budget 2020-23 med stemmerne 19-2. Kun Dansk Folkeparti står udenfor budgetaftalen. Arkivfoto.

Halsnæs Byråd vedtog budget 2020-23 med stemmerne 19-2. Kun Dansk Folkeparti står udenfor budgetaftalen. Arkivfoto.

En drømmekage af et budget

De fire partier bag kommunens nye budget roste hinanden for godt samarbejde - og borgerne for de mange høringssvar

Af
Kim Larsen

BUDGET 2020-23 "Med en budget aftale indgået under overskriften flere penge til børn og ældre, er jeg er stolt af at præsentere et budgetforslag, der sætter velfærden først og investerer i vores yngste, vores ældste og vores borgere, der har mest brug for hjælp," indledte borgmester Steffen Jensen budgetdebatten i Halsnæs Byråd. Han fortsatte:

"Mange kæmper for ressourcer til deres fagområde. Men selvom mange havde drømt om endnu mere, så håber jeg alle kan se retningen i det. Vi vil investere i velfærd og flytte ressourcer ud i yderste led, og vi vil styrke det lokalt faglige råderum. Der skal ansættes mere personale i Hundested, Melby, Ølsted og Frederiksværks institutioner - både hos de små og hos de ældre."

Skrue op og ikke ned

Som ordfører for største parti fik Helge Friis (A) herefter ordet.

"Vi er i Socialdemokratiet glade for forliget, både for indholdet og at så mange står bag. Det er første gang i 12 år, at vi kan skrue op og ikke ned," understregede han og pegede på, at det ikke mindst skyldes en ny regering, som gerne vil kommunerne - og som har tilført penge til bl.a. Halsnæs.

Helge Friis kaldte det for et rødt-blåt regnbuebudget og konstaterede, at der ikke rigtigt er noget nyt at sige om budgettet - alt er allerede sagt.

Det afholdt dog hverken ham eller andre i at tale videre om budgettet et stykke tid endnu.

Alle fire forligspartier roste hinanden for konstruktive budgetforhandlinger i en rigtig god tone, og der var samtidig stor ros til administrationen - en ros som også Dansk Folkeparti tilsluttede sig.

Der blev også sendt en tak til borgerne for at deltage i demokratiet ved at sende høringssvar. Dem var der mange af, og de er alle blevet læst, understregede flere af ordførerne.

Flueben ved alle ønsker

"Vi har oplevet lydhørhed overfor vores ønsker, og vi er meget tilfredse med resultatet," fastslog Venstres ordfører Michael Thomsen, som konstaterede, at der kunne sættes grønt flueben ud for samtlige Venstre-ønsker.

Blandt Venstres mærkesager, som er kommet med i budgettet, er f.eks. klimasikring af Frederiksværk ved at forhøje Classens dige til 2,5 meter, genindførelsen af en årlig idrætspulje, samt et byudviklingsprojekt i Hundested i stil med Stålsat By.

Håber på hjælp fra Christiansborg

Anja Rosengreen (SF) glædede sig over, at der i byrådet kan findes fodslag langt hen ad vejen.

"På dagtilbudsområdet er forventningerne til særligt normeringer tårnhøje. Det er fuldt forståeligt, men desværre ikke helt i tråd med virkeligheden i Halsnæs. Når forventningerne er skruet højt op, er det nok umuligt ikke at skuffe. Men pengene er ikke til, at vi i lokalt kan indfri minimumsnormeringer i år, uden hjælp. Vi har brug for en håndsrækning fra Christiansborg - den nye regerings første finanslov er ikke færdigforhandlet, så vi håber stadigvæk."

"SF fik dog sikret i budgetaftalen, at vi genoptager punktet om basisnormeringer til dagtilbud, til næste år, hvis ikke Christiansborg sender nok penge ud til kommunerne," tilføjede Anja Rosengreen.

Thue Lundgaard (Ø), som jo er udvalgsformand for Ældre og Handicappede, glædede sig over at medarbejderne på ældreområdet får flere kollegaer:

"Vores omsorg for ældre får et nøk i den rigtige retning," fastslog han.

Med hensyn til "de små poder" tilsluttede han sig håbet om, at Christiansborg vil bidrage til at sikre bedre normeringer i Halsnæs.

"Det er ikke det perfekte budget, men vi har været med til at trække de andre partier i den rigtige retning," sagde Thue Lundgaard videre.

Helt i kage

Flere 'menige' byrådsmedlemmer havde også kommentarer til budgettet. Da alt næsten var sagt, forsøgte Thomas Møller Nielsen (V) at give budgetsnakken en ny dimension. Det gik helt i kage:

"Ligesom i Den Store Bagedyst, hvor kreative sjæle folder sig ud, så kræver det også mod og godt håndværk at bage et kommunalt budget.... Og nu står der en budgetkage, de fleste kan sætte tænderne i. Den er langt mere appetitlig end den bitre citronmåne, vi frembragte sidste år. Ja, det er vel nærmest en drømmekage."

Årets drømmekage blev vedtaget med samme stemmetal som sidste års bitre citronmåne: 19-2.

Publiceret 06 November 2019 15:32