Walter Christophersen fremlagde Dansk Folkepartis eget budgetforslag i byrådssalen. Partifællen Gitte Hemmingsen roste de øvrige partiers budgetforslag, men endte alligevel med at stemme for DF-budgettet. Arkivfoto.

Walter Christophersen fremlagde Dansk Folkepartis eget budgetforslag i byrådssalen. Partifællen Gitte Hemmingsen roste de øvrige partiers budgetforslag, men endte alligevel med at stemme for DF-budgettet. Arkivfoto.

DF-drama i byrådssalen

Gitte Hemmingsen (DF) roste budgetforlig, som hun alligevel endte med at stemme imod

Af
Kim Larsen

BUDGET 2020 Der var ikke meget spænding forud for 2. behandlingen af budgettet i Halsnæs Byråd tirsdag aften. Et budgetforlig mellem de fire partier Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten var på forhånd sikret et solidt flertal på 19 stemmer.

Dansk Folkeparti stillede med sit eget budgetforslag, som derfor stod til 2 sikre stemmer. DF-forslaget gik i korte træk ud på at tilføre 9 mio. kroner mere til ældreområdet end end de fire forligspartier. De ekstra penge til ældre skulle ikke mindst komme fra dagtilbud- og skoleområdet.

Det var et budgetforslag, der for alvor fik sat fut i debatten i byrådssalen, hvor Walter Christophersen (DF) kom under alvorlig beskydning for sit "børn- og ungesyn": At tage fra børn og unge for at give til de ældre.

Da budgetdebatten nærmede sig sin afslutning, sagde Anja Rosengreen direkte henvendt til Gitte Hemmingsen (DF):

"Bakker du op, om det Walter siger? Jeg forstår ikke, at du ikke tager til genmæle."

Gitte Hemmingsen tog kort efter ordet og sagde:

"Det forlig der er lavet - og jeg er super ærlig nu - vil jeg bare sige, det synes jeg er godt."

Der gik et sus gennem forsamlingen over denne melding.

Thue Lundgaard (Ø) kvitterede med to ord: "Tak, Gitte!"

Men da der skulle stemmes, valgte Gitte Hemmingsen alligevel at stemme for det budgetforslag, som hendes partifælle Walter Christophersen havde fremlagt.

Herefter blev de fire forligspartiers budgetforslag vedtaget med 19-2, idet Gitte Hemmingsen - trods sine rosende ord - stemte imod.

Forkert pludselig at springe fra

Straks efter byrådsmødets afslutning talte avisens udsendte med Gitte Hemmingsen:

Du roser budgetforliget, men stemmer alligevel imod. Hvorfor det?

"Jeg har ikke været med i processen omkring budgetlægningen, fordi jeg har været syg i tre uger. Ole S. Nielsen har afløst mig. Når jeg så læser op på det, så synes jeg faktisk det er et godt budgetforlig."

Hvorfor stemmer du så for det budgetforslag Walter Christophersen fremlægger?

"Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger," siger Gitte Hemmingsen, inden hun efter en lille pause fortsætter:

"Vi er sammen i et parti, og så ville det være forkert, hvis jeg lige pludselig springer fra i byrådssalen."

Du blev spurgt, om du bakker op om Walter Christophersens meget kraftige kritik af folkeskolen. Men det svarede du ikke på?

"Det har jeg ingen kommentarer til."

Publiceret 06 November 2019 12:39