15 unge borgere, med varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, bor i opgangsbofællesskab på Ildtornvej. En af beboerne har henvendt sig til avisen, fordi hun frygter, at et spareforslag skal blive til virkelighed. Foto: Kim Larsen.

15 unge borgere, med varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, bor i opgangsbofællesskab på Ildtornvej. En af beboerne har henvendt sig til avisen, fordi hun frygter, at et spareforslag skal blive til virkelighed. Foto: Kim Larsen.

"Tanken om mindre personale gør mig utryg"

Borgmesterforslag, om at reducere antallet af pædagoger fra 7 til 4 i opgangsbofællesskabet Maglehøj, skaber utryghed hos beboerne

Af
Kim Larsen

BUDGET 2020 Budgetlægning i Halsnæs Kommune er normalt ikke noget, der optager de 15 beboere i opgangsfællesskabet Maglehøj. Men i år er det anderledes, for et af punkterne i borgmesterens budgetforslag går ud på at skære personalet ned fra 7 til 4 pædagoger.

En af beboerne i opgangsbofællesskabet, en ung kvinde, er så oprørt, at hun ringer til Halsnæs Avis og inviterer journalisten på besøg for at fortælle om sine bekymringer:

"I går (mandag 14. oktober, red.) kunne jeg mærke, der var noget galt. Der stod på døren til Støttelejligheden (fælleslokale og kontor, red.), at personalet var til møde. Det plejer ellers altid at være onsdag, de holder møde. Jeg var nervøs for, at det var en af pædagogerne, der skulle stoppe."

"Her til morgen (tirsdag) fik vi så at vide, at der måske skal skæres ned, så der i stedet for 7 personaler kun skal være 4. Jeg er lidt chokket - og bekymret for, hvad der vil ske."

"Der er en grund til, at vi er her - vi er unge mennesker, som har nogle udfordringer. Jeg selv har en medfødt hjerneskade. Jeg har svært ved at overskue hverdagen og får rigtig meget hjælp af personalet, ellers kører det ikke."

"Hver uge har jeg to hjemmedage med personalestøtte. Om mandagen snakker vi om, hvordan det går, og om torsdagen gør vi rent. Uden støtte får jeg ikke gjort rent."

"Hvis ikke jeg kan få hjælp til at komme til læge eller møde med kommunen, så står jeg med røven i vandskorpen. Jeg har altid personale med."

"Jeg har også svært ved at læse og forstå, hvis der f.eks. kommer et brev. Når der er noget jeg ikke forstår, så spørger jeg personalet."

"Tanken om mindre personale gør mig utryg. Hvad hvis der sker et eller andet, og jeg ikke kan få i personalet? Det er ubehageligt at tænke på."

Hun frygter også for, at mindre personale vil gå ud over fællesaktiviteterne. F.eks. de to maddage, hvor personale og beboere laver mad sammen og spiser sammen i Støtten. Eller fællesturene. Måske er det slut med at tage sammen til Tyrkiet, på endagstur til Sverige eller til Vig Festival.

"Det er sådan nogle ture, der betyder meget for fællesskabet," understreger hun.

"Jeg kan ikke bo for mig selv. Ikke endnu. Vi bor her for at lære at klare os selv, men hvordan skal vi kunne det, når de skærer i personalerne?" spørger beboeren.

Kvinden ønsker ønsker at være anonym, men redaktionen kender hendes identitet.

Publiceret 16 October 2019 13:02