Der var pænt med deltagere fra Halsnæs, da forældre i foråret demonstrerede for minimumsnormeringer. Alt tegner til, at der i budget 2020 bliver penge til mere personale i kommunens dagtilbud. Også ældreområdet kan forvente at få tilført midler til flere 'varme hænder'. Arkivfoto: Michael Kirkegaard.

Der var pænt med deltagere fra Halsnæs, da forældre i foråret demonstrerede for minimumsnormeringer. Alt tegner til, at der i budget 2020 bliver penge til mere personale i kommunens dagtilbud. Også ældreområdet kan forvente at få tilført midler til flere 'varme hænder'. Arkivfoto: Michael Kirkegaard.

Budgetpilen peger mod: Mere til børn og ældre

Det blev en fredelig førstebehandling af budgettet i Halsnæs Kommune - mandag lægges borgmesterens budgetforslag ud i 11 dages lynhøring

Af
Kim Larsen

BUDGET Sidste år blev der skåret dybt, da kommunens budget kulle skrues sammen. Et budget, der allerede har fået en plads kommunens historie som "Rædselsbudgettet".

Men selvom der er mere at gøre godt med ved denne budgetlægning, og ligefrem plads til serviceforbedringer i stedet for nedskæringer, så er det ikke sikkert, at budgetforhandlingerne bliver nemmere af den grund. Det har både borgmester Steffen Jensen og Venstres Michael Thomsen peget på,,,,,,

At dømme efter debatten ved førstebehandling af budgettet, så er der rørende enighed om, at det er flere varme hænder på ældreområdet samt flere voksne i børnenes dagtilbud, der har førsteprioritet, når der i budgetlægningen skal 'deles flere penge ud'.

Det var i hvert fald meldingen fra både Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten.

Dansk Folkeparti sagde ingenting.

Borgmester Steffen Jensen lagde op til budgetdebatten med at kridte banen op:

Der er ekstra udgifter i vente, når f.eks. på beskæftigelsesområdet (særligt syge-dagpenge og førtidspensioner), efterværn på børneområdet samt det specialiserede voksenområde (udgifterne stiger, bl.a. fordi borgere i botilbud bliver ældre end før).

I alt ventes ekstraudgifter på ca. 50 mio. kroner i 2020 stigende til ca. 70 mio. kroner de følgende år.

På plussiden tæller, at den ny regering har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening:

"Aftalen begunstiger Halsnæs mere end vi havde regnet med. Der er indtægter på i alt ca. 50 mio. kroner på den konto. Så det går i årets budget nogenlunde lige op med de ekstra udgifter", konstaterede borgmesteren.

Som følge af sidste års sparebudget, samt resultatet af diverse handleplaner f.eks. på det specialiserede børneområde, har Halsnæs Kommune leveret et bedre regnskab.

"Så er vi i en situation, hvor vi kan bruge en lille smule flere penge på både drift og anlæg. Det kan jeg ikke huske at have oplevet før ved starten af en budgetlægning," sagde Steffen Jensen, som glædede sig over, at det var resultatet af det ansvar, som næsten alle i byrådet har løftet i fællesskab (kun Dansk Folkeparti var ikke med i sidste års budgetforlig, red.)

Venstre-advarsel

Som allerede nævnt, så pegede ordførerne fra både Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten på, at der i årets budget skal være flere midler til især ældreområdet og dagtilbud. Men også skoleområdet blev fremhævet af flere.

SF og Enhedslisten talte også varmt for at sætte turbo på den grønne omstilling, f.eks. foreslog Anja Rosengreen (SF) at yde støtte til lokale virksomheder, som ønsker at nedsætte deres CO2-udledning.

Hverken Socialdemokratiet eller Venstre nævnte noget om miljø, klima eller natur i deres budgetkommentarer.

Til gengæld advarede Venstre "de røde" mod at skrue forbruget for højt op:

"Når der nu er flere penge at prioritere, skulle man tro at opgaven ville være nemmere. Det forudser jeg ikke holder stik," sagde Michael Thomsen og fortsatte:

"I Venstre er vi bekymrede for, at nogle af byrådets partier ser rødt og skruer uansvarligt op for forbruget, og dermed sætter den økonomiske forbedring over styr. Og det vil vi ikke være med til," slog Venstres borgmesterkandidat fast.

Kort budgetproces

Mandag offentliggøres borgmesterens budgetforslag - og samtidig starter høringsperioden.

Mandag 21. oktober er der borgermøde i Gjethuset om budgetforslaget.

Fredag 25. oktober kl. 9 er sidste frist for høringssvar.

Onsdag 30. oktober er der 2. behandling af budgettet i Økonomiudvalget.

Tirsdag 5. november er der 2. behandling, og endelig vedtagelse, af budgettet i Halsnæs Byråd.

Publiceret 11 October 2019 12:48