Mathias var med på den røde løber ved gallapremiere på komedien Jagtsæson, som han har en lille rolle i. Privatfoto.

Mathias var med på den røde løber ved gallapremiere på komedien Jagtsæson, som han har en lille rolle i. Privatfoto.

Mathias er filmaktuel

Af
Kim Larsen

STATIST Måske har du set traileren for den nye danske filmkomedie "Jagtsæson"? Så har du også set scenen, hvor drengen Carl er med sin mor på arbejde på klinikken, hvor Eva (Mille Dinesen) ligger på briksen klar til at få foretaget voksbehandling.

Carl hedder til daglig Mathias Boemann Rasmusen, er 11 år og kommer fra Hundested.

Scenen blev filmet over en hel dag, og så har Mathias ikke haft mere at gøre med den film, før han 2. oktober var med ved gallapremieren i Imperial - og med oppe på scenen og modtage klapsalver.

Det har han prøvet før, det med at blive klappet af. I 2018 var han nemlig med på scenen i Tivoli som statist i musicalen Chess, hvor han spillede Stig Rossens søn - en rolle som to drenge skiftedes til. Her var der masser af bifald efter hver forestilling igennem tre måneder.

"Han synes det var mega sjovt at være med - han havde altid lyst, når vi skulle af sted. Og det er dejligt at blive klappet af på scenen," fortæller hans mor Joan Rasmussen.

Lysten til musical og film har Mathias fået ved at se sin storebror Sebastian (15 år) være statist gennem flere år. Det startede med Rita III-sæsonen, og siden er det blevet til flere statistroller i film.

Det er i øvrigt ikke helt slut med opmærksomhed omkring Mathias' deltagelse i Jagtsæson. Kosmorama i Frederiksværk har nemlig inviteret hele familien i biografen i efterårsferien fredag 18. oktober - det er naturligvis Mathias' debutfilm, der er på plakaten.

Publiceret 09 October 2019 13:49