'Musikgruppen' byder på levende musik i Hundested Kino. Fra venstre: Tonny Pedersen, Kim Søndergaard, Jesper Kragh og Kristoffer Van. Foto: Kim Larsen.

'Musikgruppen' byder på levende musik i Hundested Kino. Fra venstre: Tonny Pedersen, Kim Søndergaard, Jesper Kragh og Kristoffer Van. Foto: Kim Larsen.

Musikken spiller i Kino

Film skal ses i biografen, men i Hundested er der også livemusik på plakaten

Af
Kim Larsen

HUNDESTED Den gamle biograf, Hundested Kino, er blevet et lokalt, kulturelt kraftcenter. Takket være lokale ildsjæle.

Her vises film, både de 'store' og de 'smalle', dem fra Hollywood og dem fra Hundested, her er foredrag og her spilles revy. Og så spilles der også musik, livemusik naturligvis.

Der er nedsat en arbejdsgruppe på fire musikglade mennesker, som meget naturligt kalder sig 'Musikgruppen'.

Det er godt et år siden, at Jens Søndergaards Trio gav den jazz på scenen i Kino ved den første koncert. Salen var kun ca. halvt fyldt op, men til gengæld var der god respons fra publikum. Det gav Musikgruppen mod på mere.

"Vi har haft ca. en koncert om måneden siden, bortset fra en pause i juli. Til gengæld går vi så helt bersærk her i september med tre koncerter," fortæller Jesper Kragh fra Musikgruppen, der også tæller Kristoffer Van, Tonny Pedersen og den senest tilkomne Kim Vestergaard, som er uddannet lydtekniker.

Ved første koncert lød meldingen fra jazztrioen at lyden var "knastør". Siden er både loftsplader skiftet ud og gulvtæppet fjernet. Det hjalp noget. Og nu har Musikgruppens nye lydmand forbedret Kinos gamle lydanlæg ved indkøb af lidt rumklang og lydeffekter, som kan blødgøre lyden yderligere.

Det store ønske er egentlig en mere tidssvarende mixerpult, men Kino fattes penge. Og så gælder det om, at få det bedste ud af, hvad man har.

Der mangler også lidt mikrofoner og monitoranlæg, men så må man låne sig frem.

Scenelyset er der også fundet en billig løsning på. Det er 'gammelt lys' købt fra legendariske Vesterbro Ungdomsgaard, hvor det har siddet i 40 år.

Blandede bolscher

Musikprogrammet indtil videre kan bedst beskrives som en pose blandede bolcher med jazz, singer/songwriter, blues, balkan, verdensmusik, folkesang og funk.

Økonomien, og den begrænsede plads med 60 sæder, sætter en grænse for, hvor store navne der kan sættes på plakaten.

"Der er heller ingen grund til at f.eks. at konkurrere med Torup Mejeri om de kendte jazznavne, det er skidegodt det de laver i Torup," lyder det anerkendende fra Jesper Kragh.

Til gengæld ser Musikgruppen gerne, at Kino bliver rugekasse for lokale musikere.

"Når lokale spiller, kommer her mange. Vi vil meget gerne være et sted, hvor lokale musikere får mulighed for at spille for publikum. Og vi vil meget gerne have også de helt unge til at komme og spille," understreger Jesper Kragh.

Der har allerede været arrangeret en workshop med musikskolefolk og -elever, og Musikgruppen ser gode muligheder i at udbygge samarbejdet med den lokale musikskole.

Næste koncert i Hundested Kino er også et lokalt band, men ikke helt unge. Det er North Coast Jazzgroup, der giver koncert søndag 29. september. Som navnet antyder, venter der en gang jazz

Publiceret 16 September 2019 09:05