Frivillig Fredag i Halsnæs byder traditionen tro på masser af lagkage-tak. Arkivfoto.

Frivillig Fredag i Halsnæs byder traditionen tro på masser af lagkage-tak. Arkivfoto.

Frivillige fællesskaber fejres

Frivillig Fredag den 20. september byder bl.a. på underholdning ved Sebastian Dorset, uddeling af Frivilligpris - og masser af lagkage, som tak for de frivilliges indsats

HALSNÆS Der er mange frivillige i Halsnæs Kommune, som hver dag er med til at sætte medmenneskelighed på dagsordenen. Du kan møde dem i idrætsforeningerne, i lektiecaféerne, som mentorer for de unge, når du har brug for hjælp til din økonomi, som støtte hvis sygdommen rammer, i madfællesskaberne og meget mere.

Og så kan du møde dem til Frivillig Fredag, som afholdes fredag 20. september kl. 15-17 i aktivitetshuset i Maglehøj, Ildtornvej 25A, Frederiksværk.

Denne dag sættes fokus på de mange frivillige fællesskaber i Halsnæs Kommune. Dagen byder bl.a. på uddeling af årets frivilligpris ved borgmester Steffen Jensen, underholdning ved Sebastian Dorset og et indblik i de mange frivillige aktiviteter i kommunen. På programmet er også præsentation af den nye forening 'Børn og Unge i Halsnæs'.

”Der findes utrolig mange små og store initiativer i Halsnæs, hvor frivillige gør en uvurderlig forskel for andre mennesker, og dem kan Frivillig Fredag være med til at skabe synlighed omkring," fortæller Lea Schønberg, daglig leder i Frivilligcenter Halsnæs.

" For os handler Frivillig Fredag om, at vi har en dag, hvor vi siger tak til de frivillige: 'Tak for at I som mennesker gør noget for hinanden, og at I tager jer tid til at passe på andre'. Det håber vi selvfølgelig, at rigtig mange i Halsnæs vil være med til. Og så er det en mulighed for at tale med foreningerne/grupperne om alle de mange spændende ting, der sker rundt omkring i kommunen.”

Det er i år femte gang, at borgmesteren i Halsnæs uddeler årets frivilligpris til en forening, en gruppe eller et initiativ, som fortjener et ekstra klap på skulderen for en helt særlig indsats.

Sidste år løb Forældrenetværk for svagtlæsende/ordblinde børn med prisen. I år er der tre nominerede til prisen: Frikirken Salems maduddeling, Lektiecaféen og Børnenes Genbrug.

Alle er velkomne til Frivillig Fredag - og det er gratis at deltage. Program for dagen kan findes på frivilligcenterets hjemmeside www.frivilligcenter-halsnaes.dk.

kil@lokalavisen.dk

Publiceret 16 September 2019 09:02