Nye ejere har allerede lagt planer for ombygninger, lyder det. Arkivfoto

Nye ejere har allerede lagt planer for ombygninger, lyder det. Arkivfoto

Nordcentret har fået nye ejere

Investorgruppe overtager Nordcentret i Frederiksværk 1. september

OVERTAGELSE Nordcentret i Frederiksværk har fået nye ejere, og selve overtagelsen sker om få dage.

Siden etableringen i 1973 har centret været ejet af den samme ejerkreds, men den epoke slutter nu.

Advokat Henrik Høpner, fra advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, har repræsenteret sælger: ”Vi er glade for at Nordcentret har fået nye ejere, der har visioner og planer som vil fremtidssikre Nordcentret og være til gavn for hele Frederiksværk,” fortæller han i en pressemeddelelse.

Internationale investorer

Gruppen af nye investorer består af erfarne kræfter inden for udvikling og drift af detailhandels ejendomme; fra dansk/svensk side repræsenteret af Freddy Plambek, Lasse Brodén og Kathrine Heiberg fra Reteam. Derudover er der en kreds af ejendomsudviklere fra Sydafrika, som Reteam har samarbejdet med de seneste syv år.

Der er mange udefra som måske endnu ikke har fået øje på Halsnæs Kommune og Frederiksværk ude som investeringsområde. Men her er et højt aktivitetsniveau og mange attraktive projekter. Udviklingspotentialet i Nordcentret er stort og vi ser frem til at gennemføre vores ombygnings- og udviklingsplaner

“At investere i mindre shoppingcentre med sydafrikansk kapital er ikke det enkleste i verden, og Peter Toftager, Trefa ApS og Anders Baaner Skjærbæk, Kromann & Reumert, har været uundværlige i arbejdet med at få finansiering og selskabsstrukturer på plads,” siger Kathrine Heiberg, Reteam, og hun fortsætter:

“Der er mange udefra som måske endnu ikke har fået øje på Halsnæs Kommune og Frederiksværk som investeringsområde. Men her er et højt aktivitetsniveau og mange attraktive projekter. Udviklingspotentialet i Nordcentret er stort, og vi ser frem til at gennemføre vores ombygnings- og udviklingsplaner.”

Planlægger ombygninger

Arkitektfirmaet ARCnordic A/S har gennemført den tekniske gennemgang af centret og er allerede nu i gang med at planlægge ombygninger og renoveringer.

Planen for investorgruppen er, at Nordcentret er det første i en række investeringer, i det gruppen har fokus på detailhandelsejendomme, som behøver et nyt ejerskab for at kunne klare sig i den kontekst, hvor nethandlen er en integreret del af alles hverdag, oplyser Reteam.

Filialdirektør Lars Blickfeldt, Sparekassen Sjælland Fyn i Frederiksværk, står for bankfinansieringen.

"Det er dejligt, at overtagelsen af Nordcentret er kommet på plads og at vi i Sparekassen har kunnet hjælpe med finansieringen," fortæller Lars Blickfeldt til Halsnæs Avis.

Også Nordcenterforeningens formand Helge Jørgensen, City Bakery, glæder sig over, at handelen er i hus.

"På tide. Centeret trænger til et løft, og jeg håber de nye ejere tager arbejdshandskerne på. De visioner jeg indtil videre har hørt om, kan give et løft til byens handelsliv. Det vil være fedt med 6-7 nye spændende butikker i Nordcentret," tilføjer Helge Jørgensen.

Om Reteam

Reteam har afdelinger i flere europæiske lande og har som rådgiver siden 2001 gennemført over 200 projekter med udvikling af shopping centre, eksterne handelsområder og bymidter. I 2017 blev det besluttet at flytte aktiviteterne over på ejersiden. Nordcentret er den første investering i Danmark. (www.reteamgroup.com) /an

Opdateres...

Publiceret 29 August 2019 09:31