Julemærkebørnene Caroline og Alberte bød sammen med forstander Lene Schou velkommen til gæsten Hans Andersen. Fotos Jan Stephan

Julemærkebørnene Caroline og Alberte bød sammen med forstander Lene Schou velkommen til gæsten Hans Andersen. Fotos Jan Stephan

Besøg på Julemærkehjemmet

Fokus på vægttab og boost til selvværdet på Kildemose

KILDEMOSE Folketingsmedlem Hans Andersen (V) har for nylig besøgt børn og ansatte på Julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted, og som altid når der er gæster på stedet er der rundvisning og personlige fortællinger om opholdet.

"Caroline på 10 år og Alberte på 13 år bød velkommen, da jeg besøgte Julemærkehjemmet. Pigerne viste rundt i spisestuen, køkkenet og fortæller om formålet med deres ophold på Kildemose. De skal opnå mere selvtillid, bedre selvværd og tabe sig i løbet af de 10 uger, hvor de er på Julemærkehjemmet sammen med 22 andre børn. De fortæller om de faste måltider med fællesskabet omkring spisebordet, den daglige motion og reglerne omkring brug af medier, som sammen med deres individuelle mål er med til at gøre opholdet til en succes,"fortæller Hans Andersen efter besøget.

De unge beboere fortalte også om, hvordan deres forældrene bliver involveret gennem både info-dag inden opstart, forældredag under selve opholdet og opfølgning efter opholdet og så har de også små opgaver med hjem i weekender, som de tilbringer sammen med mor og far i løbet af de 10 uger.

"Resultaterne er markante," lød det fra forstander Lene Schou og direktøren for Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, der henviste til de hidtidige opgørelser: For børnene har et gennemsnitligt vægttab på 8,6 kg efter et 10 ugers ophold og et år efter opholdet oplever kun 15% at blive mobbet, mod 70% før opholdet, og hele 73% har fået troen på sig selv mod 36% før opholdet.

"Julemærkehjemmet Kildemose har et meget tæt samarbejde med forældrene igennem hele forløbet, men samarbejder også tæt med kommunerne i hovedstadsområdet og ikke mindst med Halsnæs og Frederikssund Kommuner, som ligger tæt på," fortæller Hans Andersen, der deltog i den årlige Julemærkemarch fornylig og opfordrer flere til at støtte op om julemærkehjemmenes arbejde.

120 børn og unge i alderen fra 7 til 14 år har et ophold på Kildemose i Ølsted hvert år, og de har netop indviet en helt ny skoleafdeling sponseret af en privat person og forrige søndag blev den traditionelle julemærkemarch gennemført i fin stil trods regnvejr. 700 deltog og bidraget fra den, salg af julemærker og sponsorbidrag fra private, virksomheder og fonde gør det muligt at Julemærkehjemmet Kildemose kan hjælpe børn og unge med at få både vægttab, bedre selvtillid og selvværd.

"Så du kan nå det endnu. Køb julemærker og støt en rigtig god sag."

Publiceret 15 December 2018 09:30