Jannik Haulik Jørgensen fejrede sin entre i byrådet med en masse a’er i jubelen. Screendump: Facebook

Jannik Haulik Jørgensen fejrede sin entre i byrådet med en masse a’er i jubelen. Screendump: Facebook

Facebook-reaktioner fra politikerne:

Sarkasme, stolthed, ydmyghed og vild glæde

Reaktioner fra de folkevalgte vindere og tabere af valget på de sociale medier

Af
Jens Patrick Thiede

KV17 “Jaaaaaaaa. Jeg er i byrådet. Tusind tak for jeres opbakning.”
Ytringen kommer fra Jannik Haulik Jørgensen, der er blandt de nyvalgte fra liste A i byrådet i Halsnæs. På sin Facebook-side giver han, som flere andre lokalpolitikere, luft for sin begejstring med symbolsk mange a'er i sin jubel.
Den 'grønne' byrådspolitiker er ikke den eneste, der giver udtryk for sine følelser på Facebook efter kommunalvalget tirsdag 21. november. Her har vi samlet et udpluk af politikere i Halsnæs og deres friske udsagn kort efter, at valgresultatet forelå.
Kommunens nye 'sherif' - kommende borgmester Steffen Jensen skriver:
“Jeg er så glad og stolt over, at Socialdemokratiet i Halsnæs har fået 10 mandater. Vi forhandler stadig. Men hvor er jeg stolt af alle de, som har støttet op, hjulpet til og bakket op.”
I kommentarfeltet skriver Venstre-manden Thomas Møller Nielsen:
“Kære Steffen/A, tillykke med resultatet, jeg håber, at løftet om bredt samarbejde bliver virkeligheden 1.1.18.”
SF's Anja Rosengreen, der bevarede sin plads i byrådet, kommer med følgende afsløring:
“Jeg er så ydmyg, glad og stolt over SF's resultat. De næste fire år skal jeg stå i spidsen for Udvalget for miljø og planlægning. Jeg skal lige sove lidt, så skal jeg nok fylde flere ord på.”

Forfatter-sarkasme

Forfatteren Søren Hammer, der stillede op for liste A, bruger humor og sarkasme i sin kommentar:
“Kun 17 stemmer ... et personligt chock, dybt uretfærdigt. Tiden er inde til refleksion - hvad gik galt? Var det vejret? Var det partiet? Var det dagsformen? Strategien? Mærkesagerne? Vælgernes ignorance? Politik er i sandhed en rå bussiness.”
Nyvalgte Tommy Frøslev fra Liste A:
“Jeg er så glad og taknemmelig. Vi fik et klart rødt flertal på 13-8 - heraf 10 socialdemokrater. Jeg blev nummer fem ud af 10 På vores liste. Jeg takker alle de, der har stemt på mig og mine partifæller.”

Taberstolthed

Blandt ”taberne” tog Thomas Møller Nielsen (V) ordet på Facebook:
“Genvalgt! Ydmyg og stolt over så mange så min vej og gav mig deres kryds til det nu overståede kommunevalg. Nederlag... ja vi mistede borgmesterposten og vores oprindelige flertal gik fløjten, men vi beholdt de seks mandater, vi gik ind i valget med. Vi har ført en sober og flot valgkamp, desværre var 'de andre' mere i medvind end os.”
Hans partikammerat Michael Thomsen skrev:
“En lang og spændende dag er overstået - men desværre holdt det blå flertal ikke, og Venstre mister borgmesterposten. Samlet går Venstre lidt tilbage, men vi fastholder dog de seks nuværende mandater i byrådet.
Stort tillykke til Steffen Jensen med posten som borgmester, Venstre og jeg ser frem til samarbejdet i det nye byråd.”

null

Publiceret 22 November 2017 11:15