DEBAT: Genbrugs-tanker

Rikke Gry Eriksen, Orionvej 3, Lille Kregme

GENBRUG Kære kommune. Jeg har et behov og en lyst til at gøre noget - sådan helt lavpraktisk - for miljøet og fremtiden. Tak for giftfrie haver, tak for min kompostbeholder.

Jeg har forstået at alle os, der lovligt bor i vores sommerhuse af praktiske årsager ikke kan få affaldssortering. Jeg undrer mig derfor over, at man i forbindelse med renovationen af lille kregme station nedlagde de to fælles opsamlings containere vi havde? ( papir og glas ) Jeg ville sådan ønske at vi kunne få dem igen, gerne udvidet med plast og metal. Det samme gælder fælles storskrald og haveaffald, som langsomt men sikkert er stoppet.

Det er ikke alle der har mulighed for at deltage i trailerkortegen til vores noget afsides liggende genbrugsstation. Derfor vil jeg høre om det er muligt at få vores fælles containere tilbage, meget gerne udvidet med alt hvad der kan udvides med, og meget gerne på stationen, hvor mange uden bil og trailer har deres daglige gang.

Jeg vil så gerne bo i en by, hvor det er nemt at gøre noget - sådan helt lavpraktisk.

Heldigvis ved jeg at jeg ikke er alene om dette ønske, og er derfor nysgerrig på om fælles opsamlings containere er på vej tilbage på vores fælles stationer.

Publiceret 03 October 2019 00:00