Lokale Cloudland spiller i Gjethuset fredag 25. oktober

Lokale Cloudland spiller i Gjethuset fredag 25. oktober

Først langbordsmiddag, så lokal musik på scenen

Lokale musikere går sammen om fællesspisning og musik i Gjethuset

Mad & Musik Med fokus på lokal musik og lokal mad indbyder Gjethuset i samarbejde med Himmelstorm Festival i Torup og Lyst Festival i Lynæs til fællesspisning ved Torup Folkekøkken og tre koncerter med de lokale musikere/bands Jan Milton, Cloudland og Blå Nætter.

Det er den 25. oktober, at der i Gjethuset dækkes op til dejlig mad og god musik.

Musiker Martin Langbjerg-Andersen fra bandet Cloudland har taget initiativ til arrangementet.

”Formålet er at skabe en platform for lokale musikere og styrke netværket på tværs af musikerne,” siger han.

I starten af året tog han kontakt til kunstnerisk leder af Gjethuset, Ulrik Münster-Swendsen, og Ulrik var med det samme med på idéen. Især da han som ny aktør i Halsnæs Kommune, ”havde svært ved at finde det lokale musikmiljø”, refererer Martin fra det indledende møde om Mad & Musik-arrangementet.

Lokale støtter ser potentialet

Det lokale musikmiljø er dog i høj grad til stede og under rivende udvikling med bl.a. Blå Nætter, som har turneret meget det seneste halve år. Derfor er både Himmelstorm Festival og Lyst Festival gået med i et samarbejde om arrangementet:

"Ved at få adgang til Gjethusets faciliteter får de lokale musikere en mulighed for at spille på en stor scene og dermed blive mere attraktive for bl.a. de lokale festivallers bookere. Det er en væsentlig årsag til, at Himmelstorm Festival og Lyst Festival støtter op om arrangementet med billetter til næste års festivaller, som bliver udloddet under koncerterne, samt en økonomisk håndsrækning fra Himmelstorm Festival, så der kan spilles på det store anlæg i Gjethuset”, fortæller Martin Langbjerg-Andersen.

Musikerne satser selv med det ny event

Da arrangementet er med lokale navne uden den helt store kendisfaktor, foregår arrangementet på gammeldags manér, hvor der spilles 'på døren'.

Dvs. at musikerne deler entréen, og Gjethuset får det øvrige salg. Hermed imødekommer musikerne den stramme økonomi som Gjethuset har i disse år, således at arrangementet kan lade sig gøre.

”Vi glæder os helt vildt meget til at spise sammen med gæsterne, crewet og de andre musikere før koncerterne. Og selvfølgelig til at vise jer hvor god musik der skabes - lige herovre i baghaven - så at sige”, fortsætter Martin.

Maden er lokal - og fælles

Aftenen begynder kl. 18, hvor dørene åbner for gæster med spisebillet, og kl. 18.30 er der langbordsmiddag, hvor maden serveres i skåle og på fade. Dørene åbner for koncertgæster kl. 19.30, og kl. 20.00 spiller det første band.

Maden kreeres af Johannes Lund fra bl.a. Torup Folkekøkken, der henter over 80 % af sine primært økologiske råvarer fra det lokale Spisekammer Halsnæs. Så måltidet har et mindst lige så stort lokalt tilsnit som musikerne.

En kommende tradition i Gjethuset?

Bliver aftenen en succes med mange gæster, er ambitionen, at arrangementet gentages i starten af 2020 med tre andre lokale bands. For måske at blive en fast tradition hvert forår og efterår, det må tiden vise.

Allerede nu er Martins beskedne ambition om at nå 50 gæster til det første arrangement næsten indfriet, og opbakningen fra både venner og gæster i Gjethuset er entusiastisk.

"Så kom endelig til koncert i Gjethuset fredag d. 25. oktober og se hvor meget god mad og god musik der findes lige herude ved siden af," slutter Martin af.

Billetprisen er 100 kr. for maden, der dog senest skal købes d. 20. oktober, og 150 kr. for de 3 koncerter.

Publiceret 13 October 2019 00:00