I Nørregade 1 bliver det muligt at gå på opdagelse i alle de gamle fotografier og se dem i deres fulde format.

I Nørregade 1 bliver det muligt at gå på opdagelse i alle de gamle fotografier og se dem i deres fulde format.

Nørregade som årets julekalender

JUL Husene i Nørregade, Frederiksværks handelsgade, udgør i år motiverne i museets julekalender. Arkivet er blevet endevendt, og der er fundet billeder frem fra mange forskellige perioder – af huse, der ligner sig selv og huse der med tiden er forandret til ukendelighed.

Fine gamle facadeskilte og pyntede butiksvinduer vil dag for dag træde frem i Palæets vinduer ved siden af interiørbilleder, hvor vi både ser ekspedienten bag disken og kunden med sin indkøbskurv. Reklameskiltene på datidens facader fortæller om alt lige fra ”Motor Cigaretter”, Maggiterninger, margarine og fedt til de ”fineste sild” samt klæde fra Horsens Tugthus. På de ældste fotografier ses de åbne rendestene, de gamle gadelygter, kvinder iført sommerhat og lange skørter eller måske en hestevogn og dennes naturlige efterladenskaber i form af hestepærer midt på gaden.

Hver morgen indtil jul åbnes én af de røde låger i Palæet, og dagens billede svarer til husnummeret i Nørregade. Onsdag den 4. december vil museets formand Helle Vibeke Lunderød åbne dagens låge. Til hver dag hører en lille historie, som man finder enten på museets hjemmeside, indmus.dk, på Industrimuseet Frederiks Værks Facebook profil eller i Amtsavisen.

Derudover er museet ”gået på gaden” og kommer de julehandlende i møde ved at være til stede i den forhenværende butik ”Louise” i Nørregade 1. Her bliver det muligt at gå på opdagelse i alle de gamle fotografier og se dem i deres fulde format.

Initiativet kan næsten ikke undgå at stimulere forventningens glæde i december måned. Julestemningen har også bredt sig til museumsbutikken som bugner af fint, gammeldags julepynt, spændende julegaver, Kvannsnaps til julebordet og snekugler med Knud Rasmussens Hus. Træet står smukt pyntet midt i udstillingen, men tanken er, at gæsterne køber pynten med hjem, så det plyndres lidt efter lidt i ugerne indtil jul. Museumsbutikken i Palæet har åbent alle hverdage kl. 10-14 eller efter aftale.

Følg Industrimuseets julekalender i Palæet, på Facebook og på indmus.dk

Publiceret 30 November 2019 19:00