Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vellykket test af nyt signalsystem gør togskift nemmere

I weekenden den 28.-29. januar lavede Banedanmarks Signalprogram en vellykket test på Hillerød Station



TOGTRAFIK Det burde være godt nyt for pendlere og andre, der bruger den kollektive trafik:

Banedanmark gennemførte i den forgangne weekend en test, somen skulle vise, om det var lykkedes at integrere S-banens nye signalsystem, CBTC, med Lokaltogs signalsystem.

"Testen faldt rigtig positivt ud, og når vi "sætter strøm" til opgraderingen, giver det en række fordele for både togoperatører og passagerer," siger Esther Holmen, projektleder for S-banen i Banedanmarks Signalprogram.

Integrationen betyder, at hele stationen kan styres på ét signalsystem. Det medfører blandt andet, at der fremover langt mere simpelt kan laves fælles, koordinerede køreplaner for S-tog, Lokaltog og godstog.

"Det betyder blandt andet, at vi kan gøre det nemmere for passagererne at skifte på Hillerød Station," siger Esther Holmen.

I test weekenden, der berørte hele strækningen fra Hillerød til Gentofte, blev CBTC-systemet desuden opdateret, så togene fremover kan køre lidt mere fleksibelt.

"Det kan vi få glæde af, hvis der for eksempel er uorden i togtrafikken. Så vil togene på strækningen bedre selv kunne indhente en forsinkelse og overhale et evt. holdende tog."

"Derudover kan vi lettere få arbejdstroljer ind på strækningen, mens togtrafikken kører," siger Esther Holmen.


Tak for tålmodigheden

Hun takker passagererne på strækningen for tålmodigheden i forbindelse med testene af det nye signalsystem.

"Vi ved, at vi trækker på passagerernes tålmodighed. Og det beklager vi. De her tests er meget omfattende både teknisk, fordi vi skal teste så mange forskellige scenarier af, og i forhold til personalet," siger hun.

Integrationen af Hillerød Station i CBTC-systemet og forbedringerne på strækningen forventes at blive taget i brug i maj måned, når lokomotivførere og trafikstyringsmedarbejderne er uddannet og de nye procedurer er på plads.

jent@lokalavisen.dk


Publiceret: 01. Februar 2017 12:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere