De 70 deltagere fik diverse råd om maritim turisme på mødet. Foto: Mathilde Forstholm
De 70 deltagere fik diverse råd om maritim turisme på mødet. Foto: Mathilde Forstholm
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Turismemøde: Turistchef ser større potentiale i Lynæs

VisitNordsjællands direktør ser spændende tendenser i Lynæs





TURISME Lynæs Bådeværft lagde tirsdag 16. maj rammer til et møde i regi af Forårets Turismemøde arrangeret af Maritim Turisme, VisitNordsjælland og Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID).

Med til mødet var bl.a. Annette Sørensen, direktør for VisitNordsjælland. Hun var imponeret over de rammer, Lynæs tilbyder.


Håber på samarbejde

“Her findes nogle meget maritime rammer, og jeg fornemmer et potentiale i området. Med de flotte faciliteter for wind- og kitesurfere og den nye ejer af bådeværftet (Lynæs - red.) er der grobund for noget større.”

“Jeg håber, surferne og den nye værftejer kan finde ind i et samspil mellem surfere og sejlere,” sagde Annette Sørensen til Halsnæs Avis.

Hun glædede sig over, at 70 gæster fra hele Nordsjælland havde deltaget i mødet.

“Vi forsøger at klæde Nordsjællands maritime udbydere på til, hvordan de får deres produkter ud, og hvordan de kan samarbejde og bruge hinanden,” tilføjede turistchefen.

Lynæs er i dagene lørdag 10. til søndag 11. juni vært for vandfestivallen Lyn-X Open.

Blandt de lokale deltagere på mødet var Tobias Schmidt Larsen, bådmægler hos Yachtbroker på Lynæs Havn.

“Det var et fint møde med god information. Jo flere sejlere og jo mere aktivitet, vi får til området, desto bedre vil det være for bådebranchen,” sagde han.

Deltagerne på mødet fik også en række råd til, hvordan de bedre bruger de sociale medier til at komme ud med deres budskaber. Desuden skal man levere sit indhold til turisterne på flere sprog, lød det.


Platform for sejlere

På mødet blev en ny online platform præsenteret.

Den Danske Riviera er navnet på sejlerdestinationen, der markedsføres og søsættes på havneportalen, Havneguide.dk, der drives af FLID.

Fra FLID's repræsentanter lød det, at man via Havneguide.dk vil tiltrække flere gæstesejlere ved at formidle alle de historier og anekdoter, som Nordsjællands byer og havne byder på.

Men der er også tale om en samlet guide over området, der byder på aktiviteter på land, naturen, lokale attraktioner, oplevelser for børn samt shoppingmuligheder og spisesteder.


Indhold skal udvides

På havneguide.dk lyder det bl.a. om Lynæs:

“Lynæs Havn er en af Sjællands bedste lystbådehavne beliggende ud til flot natur i Isefjorden.”

Om Hundested: “Et autentisk og levende havnemiljø, hvor kultur og erhvervshavn smelter sammen.”

Beskrivelsen af Frederikshavn Lystbådehavn er dog indtil videre kort. Her konstateres det blot, at der på havnen forefindes et røgeri og spisehus.

Det er planen, at indholdet på platformen skal udvides gradvist, oplyste FLID.

Mødet i Lynæs var et i rækken af maritime netværksmøder i Nordsjælland hen over året.

Efter mødet benyttede ejer af Lynæs Bådeværft, Peter Øvre, lejligheden til at lancere en ny lokal øl, som han håber vil kunne sælges fra værftet fremover.


Publiceret: 17. Maj 2017 12:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere