Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sundhedsplejersker styrker integrationen i Halsnæs

Nordea-fonden støtter pilotprojekt i 15 kommuner med i alt 21 mio. kroner






INTEGRATION Sundhedsplejersker spiller en vigtig rolle som brobyggere til det danske samfund for flygtninge. En række flygtningefamilier i Halsnæs Kommune har i løbet af det seneste halve år fået ekstra hjælp af sundhedsplejersker til at blive integreret i det danske samfund.

Halsnæs og 15 andre kommuner deltager nemlig i pilotprojektet 'Sundhedsplejersker styrker integration', som Nordea-fonden støtter med 21 millioner.

Sundhedsplejersker i pilotkommunerne er blevet efteruddannet og tilbyder nu flygtningefamilierne udvidede hjemmebesøg af op til to timers varighed med temaer som opdragelse, kønsroller, tilknytning, sprogudvikling, sund kost, motorik samt dagtilbud og overgang til skole i Danmark.

Der er tale om flygtningefamilier fra blandt andet Syrien, Somalia og Eritrea, som har børn under seks år, og som har fået permanent opholdstilladelse i Danmark.


Brobyggere

”Generelt er erfaringen, at det gavner integrationen, når sundhedsplejersker i en periode agerer brobyggere til det danske samfund for flygtningefamilier. Indsatsen fremmer særligt sundhed og trivsel for børnene,” siger ledende sundhedsplejerske Jette Kürstein fra Halsnæs Kommune og fortsætter:

”Helt konkret tilbyder vi, at flygtningefamilierne får mulighed for at få en sundhedsplejerske som sparingspartner på deres vej til inklusion i det danske samfund. Eksempelvist kan sundhedsplejersken guide flygtningefamilien i overgangskost i form af kulturelt tilrettede opskrifter og give viden om, hvor de kan handle ind, så vi sikrer barnets sundhed”.


Sundhed og netværk

I integrationsprojektet støtter sundhedsplejerskerne også flygtningefamilierne til at få opbygget et netværk. På den måde bliver der dannet venskaber, og det danske sprog bliver trænet.

Flygtningefamilierne får tillige viden om sund kost, vitaminer, vaccinationer, hygiejne, syge børn, og hvordan de kan styrke børnenes motorik gennem leg og bevægelse.

Desuden gør sundhedsplejerskerne en dedikeret indsats for at gøre flygtningefamilierne trygge ved at lade deres børn komme i dagpleje, vuggestue eller børnehave for at blive pædagogisk stimuleret og have socialt samvær med jævnaldrende.


Effekten bliver målt

Projektet vil i 2020 munde ud i en evaluering, der skal vise, om det er en god investering for kommunerne at allokere ekstra midler til sundhedsplejerskers arbejde med integration af flygtningefamilier.

Forventningen er, at indsatsen vil resultere i forbedret samarbejde med daginstitutioner og skole, færre hospitalsindlæggelser, øget tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked og nedsat behov for kontakt med sociale myndigheder.

”Det er vigtigt, at de mindre børn i flygtningefamilierne hurtigt bliver en del af det danske fællesskab. Der spiller sundhedsplejerskerne en central rolle, fordi de typisk er den faggruppe, der kommer tættest på børnefamilier fra etniske minoriteter i deres første år i Danmark,” siger Henrik Lehmann Andersen, der er direktør i Nordea-fonden.


Fakta

Det er Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark (FALS), der har udviklet projektet 'Sundhedsplejersker styrker integration'

Professionshøjskolerne Metropol og VIA University College står for den kompetenceudvikling, der er en del af projektet

Sundhedsplejerskernes ekstra besøg bliver ligesom kompetenceudviklingen finansieret via Nordea-fonden, som støtter projektet med 21 mio. kroner.

I alt 720 sundhedsplejersker fra 52 kommuner vil i løbet af den treårige projektperiode gratis bliver opkvalificeret med interkulturelle kompetencer.


Publiceret: 10. November 2017 09:31
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere