Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Stadig mange borgere på ledighedsydelse i Halsnæs




LEDIGHED “Andelen af arbejdsstyrken, som modtager ledighedsydelse, er fortsat stor i Halsnæs Kommune,” lyder det fra kommunens administration. Ledighedsydelse er den ydelse, som ledige modtager, når de er visiteret til, men endnu ikke er i flexjob.

Per oktober 2017 er det således 0,9 procent af arbejdsstyrken mellem 16 og 66 år i Halsnæs, som modtager ledighedsydelse. I sammenligning ligger klyngekommunerne (sammenlignelige kommuner) på 0,7 procent, mens landsgennemsnittet er på 0,5 procent.

Antallet af fuldtidspersoner på ledighedsydelse var dog faldende fra 2012 til 2015, men er siden 2015 steget og udgør i Halsnæs 122 fuldstidspersoner per oktober 2017.

Stigningen i antallet af personer på ledighedsydelse de seneste to år har endvidere medført en stigning i de kommunale udgifter til ledighedsydelse. Således er udgifterne til ledighedsydelse steget med 9,5 procent fra 2016 til 2017.


Historisk udfordring

Om årsagerne til den store gruppe på ledighedsydelse fremgår følgende i dagsordenen for mødet i Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse 16. januar:

“Gruppen på ledighedsydelse har historisk set været en udfordring i Halsnæs Kommune. Årsagerne er flere. Den historiske virksomhedssammensætning – med blandt andet stålvalseværket – har påvirket antallet af nedslidte borgere. Samtidig har kommunen tidligere været relativ påpasselig med tilkendelser.”


Flere i fleksjob

Således er antallet af borgere i Halsnæs i fleksjob stigende fra 326 fuldtidspersoner i oktober 2016 til 368 fuldtidspersoner i oktober 2017.

Ud over kommunens tidligere påpasselige tilkendelse af flexjob skyldes stigningen også etableringen af flere fleksjob samt indførelsen af førtidspensions- og fleksjobreformen i 2013, som gav målgruppen med mindre arbejdsevne en lettere adgang til at finde en plads på arbejdsmarkedet.

jent@lokalavisen.dk


Publiceret: 11. Januar 2018 13:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis