Frederiksværk Stålmand afvikles søndag 1. september - klokken 10 lyder startskuddet ved havnebassinet. Arkivfoto

Frederiksværk Stålmand afvikles søndag 1. september - klokken 10 lyder startskuddet ved havnebassinet. Arkivfoto

Stærk Stålmand slår deltagerrekord

Stålkids kommer til at fylde gaderne i Frederiksværk

Stålmand I år er det femte gang, at triatlonstævnet Stålmand bliver afviklet i Frederiksværk, og interessen er ikke blevet mindre – tværtimod.

Søndag lukkede tilmeldingen til årets udgave af Frederiksværk Stålmand. Og igen i år bliver triatlonfesten større, for der kommer 27 flere stålmænd, og så er der 28 flere stålkids i år sammenlignet med sidste år.

Det betyder, at 145 stålmænd stiller op på den lange distance, mens 124 stålsprintere er klar til at tage kampen op mod sig selv og de andre deltagere, søndag den 1. september.

Den stigende interesse for triatlonstævnet vækker naturligvis stor glæde hos Inge Karlshøj, der er direktør for DGI Nordsjælland, som er arrangør af Frederiksværk Stålmand i samarbejde med Halsnæs Kommune og lokale idrætsforeninger.

”Vi er glade for at have udviklet en event, som år for år tiltrækker nye deltagere fra hele Sjælland og samtidig fastholder de loyale lokale”, siger Inge Karlshøj.

Stadig plads til Stålkids

Tilmeldingen til Stålkids børneløbet åben frem til 30. august. Men på nuværende tidspunkt er der solgt 28 flere billetter sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Derfor ser det ud til, at Stålkids børneløbet også kommer til at fylde gaderne i Frederiksværk bymidte med flere børn end sidste år. På nuværende tidspunkt er 108 friske børn i alderen 0 til 15 år tilmeldt det sjove børneløb. Det er et godt stykke over de 80 børn, der sidste år var tilmeldt.

Det er stadig muligt at tilmelde sig Stålkids. Det koster 40 kr. per barn, og man kan løbe 1, 2 eller 5 km. Både start og mål er på Torvet ved Gjethuset. Billetter til Stålkids børneløbet kan købes på www.dgi.dk/staalmand frem til 30. august. Det er dog muligt at eftertilmelde sit barn på selve dagen for 75 kr. som kan betales med MobilePay.

Triatlon er en meget seværdig sport, så familie, venner og alle andre borgere i Frederiksværk og omegn er meget velkomne til at tage del i festlighederne og heppe på de hårdtkæmpende deltagere.

Tale ved borgmester

For at markere, at Frederiksværk Stålmand er en festdag for hele Halsnæs Kommune, holder borgmester Steffen Jensen åbningstale på havnen kl. 9.45. Kort tid efter, når klokken slår 10, lyder startskuddet for stålmændene, mens stålsprinterne hopper i havet kl. 10.30.

Publiceret 21 August 2019 10:02