Danmarks yngste med sort bælte - 10-årige Malou Thalsø fra Halsnæs. Privat foto

Danmarks yngste med sort bælte - 10-årige Malou Thalsø fra Halsnæs. Privat foto

Sort bælte i sommerferien

10-årige Malou Thalsø fra Halsnæs blev gradueret 1. dan som den yngste i Danmark

Karate Imens mange andre holdte sommerferie, blev 10-årige Malou Thalsø fra Halsnæs den yngste sortbælte i Bushi Karate & Combat Sport´s historie.

Malou deltog i SKIF sommerlejr i Glamsbjerg på Fyn, og blev gradueret 1. dan sammen med to klubkammerater Nicolai Lindhage Jacobsen og Joakim Viberg Larsen. En præstation der kastede mange rosende ord fra sig af gradueringsudvalget i Glamsbjerg. Og selvfølgelig var det med lettelse og stolthed, at trioen kunne iføre sig det sorte bælte.

Startede som 4-årig

Malou Thalsø har trænet karate siden 2013, blot fire år gammel da hun startede sin imponerende rejse og udvikling indenfor karatesporten.

Vejen til det sorte bælte har været præget af en lang og hård træningsindsats med blod, sved og tårer. Det tager normalt 5-7 år, at træne sig til og opnå det eftertragtede sorte bælte, i kampsportkredse kaldet 1. Dan. Indenfor Shotokan Karate betyder 'Dan' mesterskabsgrad.

Seks gange træning om ugen

Malou Thalsø er ikke kommet sovende til det sorte bælte. Til at starte med skal man som begynder træne to gange ugentligt.

Herefter skal træningen henover årene løbende intensiveres, og inden man overhovedet kommer i betragtning til graduering til sort bælte, skal der trænes seriøst og målrettet op til seks gange ugentligt.

Lang række titler

Dertil kommer der deltagelse i stævner og mesterskaber. Også her har Malou Thalsø været igennem en rivende udvikling i klubben Bushi.

Den 10-årige kæmper er et særdeles kendt ansigt indenfor 'karateverden', ikke mindst ved stævner og konkurrencer, hvor karrieren indtil videre har budt på et europamesterskab, tre danske mesterskaber og en lang og imponerende række af titler fra stævner i ind og udland.

Publiceret 18 July 2019 12:04