Hundested går efter en 'sjov' kamp a´la sidste sæsons opgør mod Vendsyssel FF i pokalturneringen. Arkivfoto

Hundested går efter en 'sjov' kamp a´la sidste sæsons opgør mod Vendsyssel FF i pokalturneringen. Arkivfoto

Pokalkamp betyder 'Mitsubishi-light' udgave

Hundested skal på kunstgræs i Fælledparken i næste runde af Sydbank Cup

Af
Thomas Quvang

Fodbold "Selvfølgelig er det en lodtrækning, som giver en reel mulighed for videre avancement og dermed en mulighed for endnu en 'sjov' kamp".

Sådan var Hundested-træner Michael Schous umiddelbare reaktion, da BK Viktoria blev trukket op ad bowlen og parret med Hundested i den næste runde af Sydbank Cup, bedre kendt som landspokalturneringen.

Ingen drømmelodtrækning

I samme moment var Michael Schou dog fuldstændig klar i spyttet om, at det på ingen måde bliver en walk-ower, at møde Serie 1 mandskabet fra hovedstaden:

"Jeg forudser en meget svær udekamp en hverdagsaften på kunstgræs i Fælledparken. Jeg ser BK Viktoria som et mandskab med en stærk offensiv og som et hold i en meget positiv udvikling. Så selv om det på papiret ligner en drømmelodtrækning, så er armene ikke i vejret i begejstring", fortæller Michael Schou.

Kampen mod BK Viktoria spilles torsdag 8. august.

Mini Mitsubishi Cup

Netop denne kampdato betyder, at årets Mitsubishi Cup i Hundested bliver en noget devalueret udgave. For pokalkampen er programsat lige præcis i den uge hvor Mitsubishi Cup afvikles:

"Vi har ad flere omgang forhørt os om BK Viktoria ville flytte pokalkampen til ugen efter, og vi har fået en eventuel flytning godkendt af DBU", siger Michael Schou som fortsætter:

"Det er dog ikke lykkedes at flytte kampen, der har ikke været nogen velvilje fra BK Viktoria, der som hjemmehold har ønsket at holde fast i den programsatte dato, så sådan bliver det".

Det får den konsekvens, at årets Mitsubishi Cup blot bliver med tre deltagende hold - Hundested, Helsinge og FFK - som mødes alle mod alle med kampdage 4. august (HI-FFK), 7. august (FFK-Helsinge) og 11. august (HI-Helsinge).

Tro mod pokalturneringen

"Jeg havde en personlig forhåbning om en Mitsubishi Cup med seks deltagende hold og dermed flere kampe i benene inden turneringsstarten den 17. august. Det kan så ikke lade sig gøre og det er brandærgerligt, men vi bliver selvfølgelig nødt til at være tro mod det som drengene vil, og det er pokalturneringen", siger Michael Schou som slutter:

"Til gengæld kan BK Viktoria være ganske sikre på, at vi kommer med alt hvad vi har og vi vil være ekstremt opsatte på at spille os videre til næste runde, hvor flere superligahold indtræder i turneringen".

Publiceret 17 July 2019 00:00