Heros-træner Edgar Melkumov med sine drenge ved sæsonens afsluttende stævne i Polen

Heros-træner Edgar Melkumov med sine drenge ved sæsonens afsluttende stævne i Polen

Heros på polsk visit

Herligt gensyn med venskabsklubben Zukowo

Brydning Sidste weekend var AK Heros til sæsonens sidste stævne i Polen.

Allerede tirsdag aften gik turen mod Zukowo, hvor Herosbryderne inden stævnet skulle træne med et par polske klubber op til stævnet.

Ligeledes var der god tid til social hygge på tværs af landegrænser og sprogbarrierer de unge atleter imellem. Fantastisk at se hvordan idræt, og specielt brydning, forener drengene - 'fjender' på madrassen, men bedste venner udenfor.

Desværre måtte Mathias Rasmussen sent fredag aften en tur forbi den Polske lægevagt med en kraftig halsbetændelse, der forhindrede ham i at deltage om lørdagen.

Nervøse drenge

Lørdag gik turen til Kartuze med nogle spændte og lidt nervøse drenge, der havde hørt at der kom atleter fra bla. Rusland og Hviderusland samt selvfølgelig Polen. Nervøsiteten blev dog hurtigt smidt væk og AK Heros fik endnu engang alle mand på pallen.

Bedst gik det for Alexander Øbro der i 48 kg. kæmpede sig øverst. Alexander vandt sine indledende kampe forholdsvis let, men både i semi og finalen måtte Alexander grave dybt for at hive sejren hjem. Villas Christensen i 57 kg. havde en god dag på kontoret, men han måtte bøje sig i finalen mod en Russisk modstander.

Flere medaljer

Malthe Rasmussen i 29 kg. vandt over modstandere fra både Polen og Armenien , men måtte i finalen bøje sig mod Heros plejebryder, Gustav Skovbo fra AK Dan i Ballerup. Mathias Holck i 38 kg. tabte lidt unødvendigt sin første kamp, men hankede op i sig selv kæmpede en fin bronzemedalje hjem.

Emil Jakobsen skulle for første gang prøve kræfter i 44 kg. Her blev det til et nederlag i den første kamp, men herefter blev en bronzemedalje fightet hjem.

Efter stævnet var der bålhygge med de polske venner fra Zukowo, og et 'farvel og på gensyn' inden turen tidligt søndag morgen gik hjem mod Frederiksværk, hvor nogle trætte drenge ankom sent om aftenen.

Publiceret 18 June 2019 00:00