Hundesteds trekløver Marius Fricault, Henrik Gara Nielsen og Tristan Seiling var i kamp for det danske U/19 Sevens landshold.

Hundesteds trekløver Marius Fricault, Henrik Gara Nielsen og Tristan Seiling var i kamp for det danske U/19 Sevens landshold.

Afbudsramte Sælhunde kæmpede bravt

Uden fire stamspillere blev det til et tæt nederlag mod Speed

Af
Thomas Quvang

Rugby Man kan vel sige, at 'Sælhundene' manglede førerhannen og tre hvalpe da der lørdag eftermiddag blev fløjtet op til kamp hjemme i Hundested.

Her tog det lokale rugbymandskab imod Speed fra Taarnby i 1. division.

Således var Hundested uden fire stamspillere der alle repræsenterede de danske farver rundt om i Europa. Mads Hansen på det danske Sevens landshold der spillede EM i Zagreb, og trioen Tristan Seiling, Henrik G. Nielsen og Marius Fricault der var med det danske U/19 Sevens-landshold i Bologna i Italien.

Speed kom bedst fra start og med to hurtige scoringer bragte sig foran 10–0. Og det blev også 17-0 før Christian Hansen i halvlegens sidste angreb trykkede bolden ned og Karl Larsen fik det efterfølgende spark over.

I 2. halvleg trykkede Hundested på for at score og kom ved Rasmus Dufke på 12–17. Men to scoringer mere til Speed på dumme fejl, gav udeholdet en føring på 29–12 før Mikha Olsen i kampens sidste minut scorede og Karl Larsen atter fik sparket bolden over det H-formede mål til slutfacit 29-19.

I semifinalen

De tre førnævnte Hundested-talenter leverede en brav indsats i Italien.

Iden store internationale turnering blev det til en samlet 4. plads efter flere gode kampe undervejs. De danske drenge kæmpede sig til en plads i semifinalen, hvor de dog blev slået af et stærkt tysk landshold.

I kampen om 3. pladsen blev det til et knebent 14-12 nederlag til et regionshold fra Lazio. Marius Fricault var tæt på at score, men blev i kampens sidste angreb taklet ud over sidelinjen 5 meter fra scoringslinjen.

Allerede i den kommende weekend skal Hundesteds rugbyspillere i aktion igen. Klubbens damehold spiller DM-runde i Lyngby og klubbens ungdomshold spiller ligeledes DM-runde i Århus.

Herrerne holder fri den kommende weekend, og skal først i kamp den 29. juni på udebane i Erritsø.

Publiceret 17 June 2019 10:37