Nicolai Jægergaard scorede alle tre kasser da Liria blev besejret 3-2. Foto Thomas Quvang

Nicolai Jægergaard scorede alle tre kasser da Liria blev besejret 3-2. Foto Thomas Quvang

Tre skarpe skud fra 'Jæger'

Hundested videre i pokalturneringen efter 3-2 over Liria BK

Af
Thomas Quvang

Fodbold De kan bare det der med pokalfodbold i Hundested.

Således sikrede Hundested sig adgang til den næste runde i landspokalturneringen, da de tirsdag aften besejrede Liria BK fra Sjællandsserien med 3-2 hjemme i Hundested.

Der skulle dog kæmpes hårdt for det videre avancement foran de 175 tilskuere. Og så hjalp det rigtig godt, at 'Jægeren', Nicolai Jægergaard skød med skarpt på dagen. Nicolai Jægergaard blev den helt store pokalhelt med alle tre pletskud for hjemmeholdet. Sejrsmålet blot et par minutter før tid.

Under pres

Det var gæsterne der startede kampen bedst, og de havde store chancer til at bringe sig foran. Først reddede Christian Solhøj en friløber og kort efter reddede Magnus Palbo på stregen, da Lirias angriber nærmest havde tomt mål.

Hundested kom dog bedre med som halvlegen skred frem og tre minutter før pausen scorede Nicolai Jægergaard til 1-0 edfter en situation, hvor Marco Rytter Olsen havde tacklet bolden fra gæsternes keeper.

Glæden var dog kortvarig. I halvlegens sidste minut udlignede Liria, da en ripost fra et hjørnespark blev hugget tørt i kassen.

To straffespark

Kort inde i 2. halvleg var Hundested tæt på at bringe sig i front, men Lars Bondes kvalificerede afslutning strøg tæt forbi stolpen. I stedet var det Liria der bragte sig på 2-1 efter en times spil. Et benspænd i det kriminelle felt blev takseret til straffespark, og selv om Christian Solhøj var tæt på at redde forsøget fra pletten, var gæsterne i front.

Et kvarter før tid var det Hundesteds tur til at få tilskendt et straffespark. Lars Bonde kæmpede energisk i feltet og blev fældet bagfra. Efterfølgende var 'Jæger' sikkerheden selv fra pletten.

Tre minutter før tid fuldbyrdede Nicolai Jægergaard sit hattrick, da han efter flot forarbejde fra Lars Bonde scorede til 3-2. Et sejrsmål efter en hurtig omstilling, der virkelig gjorde ondt på gæsterne.

I slutfasen pressede Liria voldsomt på for en udligning, men rigtig farlige blev de aldrig.

Derfor er Hundeste med i bowlen, når der trækkes lod til den næste runde, hvor divisionsholdene gør sin indtræden i turneringen.

Publiceret 13 June 2019 11:41