Guldtrøjer, champagne og jubelscener efter sidste fløjt. Foto Thomas Quvang

Guldtrøjer, champagne og jubelscener efter sidste fløjt. Foto Thomas Quvang

Oprykningsfest i røg og damp

Hundested fejede gulv med Herlev i turneringens sidste hjemmekamp

Af
Thomas Quvang

Fodbold Allerede for to uger siden var Hundested sikre på oprykning til Sjællandsserien, men det var først lørdag eftermiddag, at propperne kunne springe for alvor.

Her spillede Hundested turneringens sidste hjemmekamp mod bundholdet Herlev. Lad det bare være sagt med det samme. Det blev aldrig en fodboldmæssig oplevelse, dertil var Hundested alt for suveræne. Iklædt gyldne trøjer i hele 2. halvleg kørte Hundested en 10-0 sejr hjem. Der blev læst rigtigt 10-0.

Ulige kamp

Hundesteds bedste, set over hele sæsonen, Nicklas Granzow Wedell-Riis indledte og afsluttede målfesten med scoringer i første minut og kort før sidste fløjt.

Ind imellem scorede Nicolaj Jægergaard tre mål, Marco Rytter Olsen to gange, mens Rasmus Borre, Jeff Fausild og Lars Bonde scorede en enkelt pind hver i den ulige kamp, hvor sejren såmænd kunne være blevet endnu større.

Schou og 'Store' i luften

Efter sidste fløjt blev festen sparket i gang for alvor, selvfølgelig med luftture til trænerteamet samt masser af fællessang og champagnesprøjt og kolde pils i selskab med de trofaste fans fra 'Knud Rasmussens Armé' og under taktfast bifald fra de omkring 300 tilskuere.

Allerede tirsdag aften skal Hundested i aktion påny, når Liria fra Sjællandsserien gæster de sejrsvante tropper fra spidsen af Halsnæs i pokalturneringen.

Hundesteds sidste optræden i turneringen foregår på lørdag, når der sluttes af med udekamp mod nedrykkede Fredensborg. Herefter gælder det, efter al sandsynlighed, SM-finale mod Vordingborg hjemme i Hundested.

Publiceret 09 June 2019 17:06