Lars Bonde havde Hundesteds bedste forsøg i lørdagens 0-1 nederlag i Hellebæk. Arkivfoto

Lars Bonde havde Hundesteds bedste forsøg i lørdagens 0-1 nederlag i Hellebæk. Arkivfoto

Chokerende nederlag til bundhold

Hundested tabte til nedrykningstruede Hellebæk

Af
Thomas Quvang

Fodbold "Jeg har enorm respekt for de hold som kæmper r.... ud af bukserne for at undgå nedrykning, sådanne kampe er altid svære".

Hundesteds cheftræner Michael Schou fik så evigt ret i dette udsagn, da 'De Blå' lørdag eftermiddag var på besøg hos nedrykningstruede Hellebæk. Et hold som Michael Schou tidligere selv hår stået i spidsen for.

For efter at have nedlagt de fleste tophold i dette forår, så måtte Hundested indkassere, et på papiret, chokerende nederlag. 1-0 vandt Hellebæk på en scoring sat ind i 1. halvleg.

Ingen rytme

Efter en ellers udemærket start af Hundested, var det hjemmeholdet der satte sig på kampen. Det var Hellebæk spillere der vandt nærkampene og nedfaldsboldene overfor et HI-mandskab, der havde svært ved at ramme hinanden og aldrig for alvor fandt rytmen.

Det var da også efter tre vundne nærkampe på stribe, at Hellebæk bragte sig på 1-0, da hjemmeholdets angriber fik plads til at vende med bolden i feltet og udplacere 'Sol' i Hundesteds mål.

Det var småt med chancer til Hundested i de første 45 minutter. Lars Bonde havde de bedste forsøg, med et godt hovedstød og senere et langskud der ramte overliggeren.

Flere fine redninger

2. halvleg blev ganske underholdende med pæne chancer i begge ender. Christian Solhøj måtte hive flere gode redninger frem, samt have lidt hjælp fra målstolpen. I den modsatte ende tilfaldt Hundesteds største chance Rasmus Borre, der dog fik overplaceret sin afslutning.

Trods 0-1 nederlaget topper Hundested stadig rækken og bibeholder kursen mod Sjællandsserien, men Lundtofte er nu blot to point efter på 2. pladsen i tabellen. Hundested spiller igen på Søndag 19 maj kl.13.30 når AB kommer på besøg på Hundested Stadion.

Publiceret 13 May 2019 09:32