Nykåret klubmester i Frederiksværk Skakklub - Leif Kristensen

Nykåret klubmester i Frederiksværk Skakklub - Leif Kristensen

Klubmestre og medlemsfremgang

Frederiksværk Skakklub er gået på sommerferie

Skak Frederiksværk Skakklub har netop afsluttet sæsonen og afgjort spillet om det årlige klubmesterskab.

Klubmesterskabet blev vundet af Leif Kristensen foran sidste års mester Arne Nissen. Gruppe 2 blev vundet af Søren von Bülow med Jørn Stig Andersen på en 2. plads.

På den nyligt afholdte generalforsamling oplyste formanden, Søren Ellegaard, at Frederiksværk Skakklub er i fremgang med et øget medlemstal i modsætning til mange andre skakklubber, der må notere nedgang i medlemstallet.

Der er i skrivende stund 26 medlemmer i Frederiksværk Skakklub. Også spillemæssigt er der fremgang at spore, idet skakklubben fra næste sæson i holdturneringen er oprykket til at spille i mesterrækken. Samtidig kan klubben se frem til at fejre 100-års jubilæum til næste år.

Der er nu lukket ned for aktiviteterne i klubben indtil sæsonstart den 21. august, dog med den undtagelse, at du kan møde nogle af skakklubbens medlemmer ved det store udendørs skakspil, der vil blive opstillet på Torvet, Grundlovsdag 5. juni, hvor kommunen har arrangeret forskellige aktiviteter.

Publiceret 12 May 2019 00:00