Store smil efter gennemført graduering. Fra venstre: Jonas Gaarn, Rune Abrahamsson, Mikkel Sørensen, Alicia P. Berg, Luca Vojinovic og Nikoline Gaarn

Store smil efter gennemført graduering. Fra venstre: Jonas Gaarn, Rune Abrahamsson, Mikkel Sørensen, Alicia P. Berg, Luca Vojinovic og Nikoline Gaarn

Sorte bælter og mad på 'Tokyo'

Succesfuld graduering i karateklubben Taifu

Graduering Det er en dag, som altid er forbundet med forventning og spænding for udøverne samt for deres familier og venner, når der står graduering i kalenderen.

Sådan en dag var det den 4. maj, hvor der blev afholdt sortbælte graduering. Seks atleter - Rune Abrahamsson 2. dan, Mikkel Sørensen 2. dan, Nikoline Gaarn 2. dan, Jonas Gaarn 2. dan, Luka Vojinovic 2. dan og Alicia Panduro Berg 1. dan - opnåede nye grader.

De opnåede grader er resultatet af vedholdenhed, intensiv træning og fokusering, som hver dag finder sted under ledelse af klubbens chefinstruktør Jesper F. Andersen Sensei 7. dan.

Forud for en sortbæltegraduering ligger mange års træning, og de ny graduerede atleter har alle trænet karate mellem 7 og 10 år for at nå dertil, hvor de er i dag.

Restaurant Tokyo

Det er tradition, at de ny graduerede bliver fejret om aftenen af deres klubkammerater fra Taifu og andre klubber på den japanske restaurant Tokyo i København.

Her blev resultatet af dan gradueringen offentliggjort, og det var en stor glæde, at alle fra Taifu havde bestået deres graduering. De modtog et certifikat, som bevis for deres nye grad. Det er altid et højtideligt øjeblik, hvor de ny graduerede holder en takketale for de mere end 40 gæster.

Højt Niveau

Chefinstruktør Jesper F. Andersen Sensei fortæller:

”Det er med stor glæde og stolthed, at Taifu igen har kunnet afholde en dan graduering med så flotte resultater. Det vidner om et højt fagligt niveau både hos instruktører såvel som hos udøvere. Det er også en stor anerkendelse af det store arbejde, der foregår i Taifu hver eneste dag, hvor der er fokus på et højt fagligt ambitionsniveau, og på at skabe nogle gode sociale rammer for klubbens medlemmer”.

Publiceret 08 May 2019 10:25