Taifu's atleter var flittige gæster på medaljeskamlen ved DM i karate

Taifu's atleter var flittige gæster på medaljeskamlen ved DM i karate

Medaljeregn over Taifu

Historisk flot resultat for den lokale karateklub - Ti danske mesterskaber

Karate I lørdags blev der afholdt danske mesterskaber i karate i Virumhallerne.

Disse mesterskaber blev en massiv triumf for Taifu, der kom hjem med ti nykårede danske mestre samt seks sølv og seks bronzemedaljer.

Taifu har de seneste mange år arbejdet målrettet på, at fastholde de traditionelle værdier i karate samtidig med, at klubben har skabt nogle rammer, som udvikler de bedste karatekæmpere i Danmark.

Det er lykkedes temmelig godt for Taifu gennem årene. Klubben har opnået international anerkendelse for evnen til at fastholde og bevare japanske karatetraditioner og værdier samtidig med, at klubben har udviklet de bedste talenter.

Faglighed og alsidighed

Lørdagens Danmarksmesterskaber var ingen undtagelse. Stævnet bød på historiske resultater til Taifu. Aldrig tidligere i klubbens historie er Taifu kommet hjem fra et DM med så mange mesterskaber.

Medaljerne blev vundet i både kumite (kamp) og kata (figurøvelser), hvilket fortæller noget om den høje faglighed og alsidighed der er i Taifu. Der er nemlig mange klubber i dag, der kun gør sig gældende i èn af disciplinerne. Det var en yderst tilfreds cheftræner, Jesper F. Andersen sensei, der som dommeransvarlig i lørdags, var vidne til de flotte præstationer på nærmeste hold.

Forberedelserne til dette års DM har været virkelig gode. Kæmperne har modtaget undervisning stort set hver dag inkl. jul og påske, hvor der har været afholdt træningslejre. Derfor er det ikke tilfældigt, at kæmperne fra Taifu klarede sig så godt.

På medaljeskamlen

Følgende atleter gjorde sig fortjent til en tur på medaljeskamlen:

Guld kata: Laura Marker, Manon Timmermann, Nikita Jesse, Valentin Zizka og Vali Syed. Guld kumite: Nikoline Gaarn (2), Lucas Kraft, Valentin Ziska og Luka Vojinovic.

Sølv kata: Lucas Kraft, Luka Timmermann og Luka Vojinovic. Sølv kumite: Ida M.S. Larsen, Nikita Jesse og Luka Timmermann.

Bronze kata: Ali Syed, Jonas Gaarn og Mixhold. Bronze kumite: Manon Timmermann, Alicia Panduro Berg og Rune Abrahamsen.

Næste stop - EM i Odense

I den kommende tid vil Taifu træne frem mod EM i Karate, som afholdes til efteråret i Odense.

Det bliver den største karatebegivenhed i Danmark nogensinde. Flere af klubbens danmarksmestre er allerede udtaget til EM og klubben håber, at flere kan nå at kvalificere sig til disse mesterskaber

Udøvere fra andre karateklubber nyder også godt af de mange træningslejre og det høje niveau i Taifu. Flere af klubbens træningslejre har været åbne for udøvere fra andre karateklubber, hvilket en del har benyttet sig af.

Publiceret 01 May 2019 10:51