De aldrende fodboldben var på (kunst)græs i sidste uge.

De aldrende fodboldben var på (kunst)græs i sidste uge.

Fodbold og frokost

Halsnæs Voksenbold og FC Prostata krydsede klinger

Af
Thomas Quvang

Træningskamp Voksenfodbold Halsnæs og FC Prostata mødtes til en fornøjelig træningskamp fredag formiddag på kunstgræsbanen i Frederiksværk.

Sportsligt blev det en hård opgave for det lokale Halsnæs-mandskab imod det godt sammenspillede FC Prostata hold. Halsnæs bragte sig foran 1-0, gik til pausen med stillingen 2-2.

I 2. halvleg kom sneen dalende og kulden bed samtidig med at trætheden meldte sig hos det lokale hold. Det udnyttede gæsterne til at vinde en komfortabel 10-2 sejr.

Efter kampen nød de to hold sammen en dejlig frokost hos Karl-E, og der blev talt om et returopgør i København i maj.

Og som det ses på resultatet kunne Voksenfodbold Halsnæs godt bruge lidt forstærkning. I denne sæson spiller holdet tirsdag og torsdag kl. 17-19 og fredag kl. 10-12 på kunstgræs ved Hundestedhallen.

Alle mænd +55 år kan være med, bare mød op på banen. Ring eventuelt først til Ulrich på telefon 61721471.

Til Portugal

Til oktober drager Voksenfodbold Halsnæs og FC Prostata sammen til Portugal, dels for at træne og spille turnering, men selvfølgelig bliver der også plads til social hygge.

Ved stævnet i Portugal sidste år vandt FC Prostata en stor pokal, bl.a. ved at besejre et hold fra Benfica. Måske det bliver Voksenfodbold Halsnæs der skal løfte det store trofæ i år.

Alle der vil vide mere om Voksenfodbold kan læse mere om det på hjemmesiden www.voksenfodbold.dk, eller de kan møde aktive spillere i Frederiksborgcentret 27. -28 april, hvor voksenfodbold har egen stand på messen Lev Bedre.

Publiceret 16 April 2019 00:00