Stefan Prio så rødt i topkampen mod Lundtofte.

Stefan Prio så rødt i topkampen mod Lundtofte.

Kaptajn Prio så rødt

Hundested topper fortsat Serie 1 efter nullert i topkamp

Af
Thomas Quvang

Fodbold "En rigtig god arbejdsindsats blev belønnet med et, måske meget vigtigt, point.

Sådan lød det fra assistent træner Steen 'Store' Jørgensen efter lørdagens topkamp i Lundtofte, hvor rækkens to tophold tørnede sammen. Her endte det ligesom det startede, 0-0.

En 'deler' der betyder, at Hundested fortsat topper Serie 1 med tre points margin ned til Lundtofte.

Som tallene antyder var det en meget lige match på denne kølige lørdag. Hundested startede bedst og var spilstyrende i starten, det blev dog ikke til de store chancer. Lundtofte stod stærkt defensivt, godt organiseret uden at tillade meget plads. Samtidig manglede Hundested lige den sidste kvalitet fremme på banen.

Kort før pausen var det hjemmeholdet der fik halvlegens største mulighed, men Hundesteds debuterende keeper Conrad Krüger afværgede flot friløberen fra Lundtoftes angriber.

Trak nødbremsen

2. halvleg var ikke mange minutter gammel, da anfører Stefan Prio måtte til ti minutters afkøling for hånd på bolden. Da kaptajn Prio vendte tilbage på banen var det kortvarigt og afkølingen blev permanent.

Således trak Stefan Prio i nødbremsen, da han efter at have mistet bolden, stoppede modstanderens friløber mod Hundesteds mål. Et rødt kort der var uundgåeligt.

Lundtofte var herefter mere styrende, men kampen blev noget rodet de sidste tyve minutter, hvor dommerens gule kort sad løst.

Men det lykkedes ikke hjemmeholdet at nedkæmpe Hundesteds stærke defensiv i slutfasen.

Hundesteds næste opgave er allerede Skærtorsdag, hvor de tager imod divisionsreserverne fra Avarta. Første fløjt kl. 12.

Publiceret 15 April 2019 10:08