Team HIB fik en herlig yoga-lektion af instruktør Linda Van Hauen fra MLI's gymnastikafdeling. Foto Thomas Quvang

Team HIB fik en herlig yoga-lektion af instruktør Linda Van Hauen fra MLI's gymnastikafdeling. Foto Thomas Quvang

Pusten og stønnen på yoga-måtten

Team HIB fik strukket de 'gamle knogler' ud i Melby

Af
Thomas Quvang

Halsnæs i Bevægelse "Det var en fantastisk oplevelse", og "Det var en hård og men anderledes form for god og sund motion".

Superlativerne ville ingen ende tage i minutter efter sidste udstrækning, da Team HIB torsdag aften var til mande-yoga under ledelse af Linda Van Hauen i MLI's gymnastikforening.

Og fredag morgen blev superlativerne toppet, da en af deltagerne, Christian meldte ud:

"Ryggen har det fint og ingen smerter i kroppen, til gengæld er jeg fyldt af en lethed både i krop og sind som jeg ikke har oplevet længe. Det var og er en super fed oplevelse, at mærke sin krop på en anden måde".

Et gedigent hit

Det var den sjette prøvelse for de brave HIB'ere i serien 'ti foreninger på ti uger', og efter events med puls, præcision, råstyrke, finesse og teknik, så tog Linda Van Hauen imod til en times yoga i den gamle gymnastiksal på Melby Skole.

Og man må sige, at yoga'en var et gedigent hit blandt deltagerne. De 'gamle knogler' blev virkelig strukket igennem, balanceevnerne blev udfordret, musklerne fik lov at arbejde og vejrtrækningen var i fokus på den rigtig gode måde.

Alle måtte sande, at yoga altså også giver sved på panden, mens der bliver pustet og stønnet på yoga-måtterne. Netop derfor var seancens afsluttende afspænding i den mørke sal, et perfekt punktum på et herligt besøg.

Måtter udskiftet med Jernheste

Holdets næste event frembringer med statsgaranti også pusten og stønnen. Men her er den bløde yogamåtte skiftet ud med en 'jernhest' på to hjul.

Her venter et besøg hos Frederiksværk Motions Cykel Klub på Magleblikskolen, hvor spinning-cyklerne står klar til de ti, efterhånden formstærke mandfolk.

Og lige præcis til dette arrangement for HIB'erne muligheden for at udfordre Michael Thomsen, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, som er inviteret til dette event.

Publiceret 22 February 2019 12:09