Simon Løgren blev Arresø topscorer med seks mål da Stadion satte en effektiv stopper for pokaleventyret. Foto Jan Stephan

Simon Løgren blev Arresø topscorer med seks mål da Stadion satte en effektiv stopper for pokaleventyret. Foto Jan Stephan

Arresø blev blæst ud af egen hal

Pokaleventyret fik en rå afslutning - nederlag på 27 mål

Af
Thomas Quvang

Pokalhåndbold Overmagten var for stor, alt for stor. Team Arresøs pokaleventyr fik en ende torsdag aften, da de lokale herrer tog imod en ordentlig øretæve af IF Stadion i 4. runde af landspokalturneringen.

I en boksering havde det været en rå knock-out, på halgulvet kan det bedst oversættes til en massakre. 2. divisionsholdet fra hovedstaden besejrede det lokale Kval-række mandskab så overbevisende som 45-18 efter en 24-7 føring ved pausen.

Klasseforskel

Så cifrene fortæller var der ganske enkelt klasseforskel på dagen. Kampen var i realiteten afgjort efter ti minutters spil, da førte Stadion allerede med 9-3. For hjemmehold og tilskuere fortsatte denne afstraffelse af hjemmeholdet i samtlige 60 minutter.

Op til kampen havde avisens skribent kækt spået en spændende kamp og et muligt overraskende resultat. Ingen af delene kom tilnærmelsesvis til at holde stik. Forudsigelsen kom dog inden holdkortene blev udfyldt.

Skader og afbud

For skulle Team Arresø skabe en ny pokaloverraskelse, så var det påkrævet, at alle mand var fit for fight og parat til at præstere helt ekstraordinært. Det var så ikke tilfældet. Skader og afbud gjorde at der manglede fem vitale spillere på dagen. Uden målmandsduoen Troels Holst og Kim Pedersen samt Casper Rimmer, Nicholai Christiansen og Kim Michelsen var det en opgave udenfor kategori.

Det hører dog med, at Thomsens udvalgte på dagen kæmpede med hvad de havde, overmagten var bare alt for stor. Og selv i absolut stærkeste opstilling er det yderst tvivlsomt om det ville være nok til bare at drille gæsterne. Det var dog næppe blevet til et 27-målsnederlag.

Vigtig kamp søndag

"Vi må tage den kamp som en på opleveren, den var i realiteten afgjort efter få minutter", lød det med et anstrengt smil fra træner Thomas N. Thomsen umiddelbart efter sidste fløjt. Og mon ikke Thomas N. Thomsen tanker for længst var rettet mod søndagens hypervigtige hjemmekamp mod bundholdet Freja HK.

Den kamp kan nærmest betegnes som en 'vind eller forsvind' kamp. Alt andet end en sejr her betyder, at Arresø er ude af den absolutte topstrid i Kvalrækken. Første fløjt kl. 14.20.

Publiceret 01 February 2019 12:30