Nicholai Christiansen forsøger sig i den tætte topkamp mod Færoyar. Foto Thomas Quvang

Nicholai Christiansen forsøger sig i den tætte topkamp mod Færoyar. Foto Thomas Quvang

Drama til sidste sekund

Team Arresø og Færoyar delte pointene mellem sig

Af
Thomas Quvang

Håndbold En horribel 1. halvleg og en fremragende 2. halvleg kulminerede i en afsindigt spændende afslutning, da Team Arresø og Færoyar krydsede klinger i herrernes kval-række søndag eftermiddag i Frederiksværk hallen.

En topkamp i rækken, hvor ingen af holdene havde råd til at tabe. Det gjorde de så heller ikke. Opgøret endte 27-27 og det var et resultatet som træner Thomas N. Thomsen havde det en anelse svært ved:

Forfærdelig start

"Når man er bagud med seks mål ved pausen og alligevel får uafgjort, så skal man vel være tilfreds, men det er jeg ikke. Vi er jo også foran med en enkelt pind i slutfasen, hvor vi så smider nogle dumme bolde væk. Vi skulle have vundet på vores gode 2. halvleg", lød det fra træner Thomsen umiddelbart efter sidste fløjt.

Team Arresø kom forfærdeligt fra start, hjemmeholdet kunne slet ikke dæmme op for gæsternes dygtige fløje der pev boldene i kassen angreb efter angreb. I den modsatte ende var der heller ikke meget der lykkedes for Team Arresø. Tekniske fejl, tre misbrugte straffekast og ualmindelig tynde afslutninger gjorde, at Færoyar gik til pausen med en 17-11 føring. Det kunne der egentlig ikke indvendes noget imod.

Manglede den sidste coolnes

Fra starten af 2. halvleg var det som alvoren gik op for hjemmeholdet. Gæsternes spilstyrer blev der dæmmet op for og i målet bød Kim Pedersen ind med et par redninger.

Stille og roligt blev gæsternes forspring indhentet og i slutfasen var der udsigt til en hjemmesejr efter et flot comeback. Desværre manglede der coolnes og overblik i de hektiske slutminutter. Tre tossede tekniske fejl på stribe kostede sejren, og i slutsekunderne var det tæt på at gå helt galt.

Straffe på stolpen

Til alt held bragede gæsternes bedste spiller bolden på stolpen på et straffekast tolv sekunder før tid. At kampens dommerpar i kaoset efter dette straffekast valgte at barbere de tolv resterende sekunder ned til blot tre sekunder, fik forståeligt nok,frustrationerne til at bryde ud i lys lue hos hjemmeholdets spillere, der dermed ikke fik tid til et afsluttende angreb.

Begge hold kunne i princippet ærgre sig over, at det ikke blev en sejr og på den baggrund var det uafgjorte resultat vel i orden. Den kunne gå begge veje.

Publiceret 28 January 2019 09:39