Fuld koncentration og kamp til stregen da Team HIB besøgte 'Mandags-Fjer'. Foto Thomas Quvang

Fuld koncentration og kamp til stregen da Team HIB besøgte 'Mandags-Fjer'. Foto Thomas Quvang

Mandag aften med en 'fjer' på

Team HIB tæskede fjerboldene rundt i hjørnerne i hallen

Af
Thomas Quvang

Halsnæs i Bevægelse Det startede med floorball og udfordringer for lungerne, der blev fulgt op ugen efter med jumping fitness og ømme låbasser, og mandag aften kom turen til en god gang badminton i selskab med Frederiksværk Badmintonklubs hold 'Mandags-fjer' i Frederiksværkhallen.

En verden til forskel

Team HIB's tredie event gav også sved på panden, høj puls og efterfølgende ømme stænger. De fleste kender til lidt hyggelig badminton hjemme i haven en lun vindstille sommeraften. Men der er en verden til forskel når man rykker indenfor, får en 'rigtig' ketcher i hånden og spiller med fjerbolde der, til forskel fra haven, skal over et (alt for højt) net.

Udfordringen blev taget stiv arm. Under ledelse af kompetente instruktører fra den lokale klub, Carsten Stald, Jane og Erik Svendsen, stod den på grundig opvarmning, træning i diverse grundslag, sjove øvelser hvor pulsen kom i vejret og benarbejdet blev testet, inden det blev alvor - spil om point.

Det gav mange fine kampe på de tre baner, hvor der blev dystet i såvel double som single. Alt sammen kombineret med gode grin i det gode selskab.

Næsten to timers spil blev det til, inden der blev sluttet af med en velfortjent forfriskning på sidelinien.

Koncentration og præcision

En lille 'fjer' på mandag aften i godt selskab - det er slet ikke så tosset endda.

I den kommende uge skal Team HIB i aktion påny. Her er det hverken lunger, låbasser eller benarbejde som kommer i fokus.

Her gælder koncentration og ikke mindst præcision, når Frederiksværk Bueskytte Forening byder indenfor i deres lokaler på Storebjergskolen i Hundested.

Publiceret 23 January 2019 10:20