Brasilianske Hulk og Mads Davidsen fejrede det kinesiske mesterskab med Shanghai SIPG FC i efteråret. Privatfotos

Brasilianske Hulk og Mads Davidsen fejrede det kinesiske mesterskab med Shanghai SIPG FC i efteråret. Privatfotos

Fra Shanghai til London

Mads Davidsen fra Ølsted starter konsulentfirma i fodboldens centrum

Af
Thomas Quvang

Optima Football Mads Davidsens kinesiske eventyr fik en afslutning som end ikke H.C. Andersen kunne have skrevet bedre, da Shanghai SIPG FC i efteråret kunne kåres som kinesiske fodboldmestre.

Her sad Mads Davidsen som fodbolddirektør og han var stærkt medvirkende til at opbygge den strategi som sikrede klubben mesterskabet efter et par sæsoners tilløb.

Midtvejs i 2018 meldte Mads Davidsen ud, at opholdet i Shanghai var forbi ved årsskiftet, det var tid til nye udfordringer. Men det var først i sidste uge, at Mads Davidsen kunne løfte sløret for fodboldfremtiden. En fremtid med base i London, den største fodboldby i Europa med et dusin professionelle klubber.

Konservativ verden

Her lancerede Mads Davidsen sit eget konsulentfirma Optima Football, hvor han vil rådgive klubber om hvordan de kan forbedre sig.

"Fodboldverdenen er fortsat meget konservativ og præget af en kultur om at tro, håbe og mene. Jeg vil gerne vide og bevise, hvilket vi er lykkes med i Shanghai SIPG FC, hvor vi strategisk planlagde og udførte vores vision struktureret og i sidste ende vandt klubbens første mesterskab", fortæller Mads Davidsen til Halsnæs Avis. Mads fortsætter:

"Den erfaring samt besøg hos 25 af de største klubber i verden har givet mig indsigt og en forståelse af, hvordan en fodboldklub skal bygges, så den er succesrig ikke fra søndag til søndag, men fra sæson til sæson", siger Mads Davidsen som mener at fodbolden trænger til et løft, og at jagten på titler og trofæer, for mange klubbers vedkommende, foregår alt for kortsigtet og med alt for meget magt til en cheftræner, der er pisket til at lave resultater uge efter uge:

Klubbens strategi

Helt grundlæggende skal klubberne tage magten og kontrollen tilbage. Cheftræneren er ikke længere den vigtigste person, det er klubbens strategi, som er implementeret fra øverste niveau til det nederste. Det koncept vil jeg forsøge at hjælpe klubber og forbund med at udvikle og ikke mindst implementere", siger Mads Davidsen og nævner eksemplet omkring, hvordan klubberne ansætter en cheftræner og nærmest giver ham nøglen til hele butikken.

"Selvfølgelig er cheftræneren vigtig, men ifølge UEFA's statistikker så sidder cheftræneren gennemsnitlig kun i sædet 18-19 måneder. Så skal der findes en ny som sandsynligvis har helt andre ideer og vil prøve noget andet", lyder det fra Mads Davidsen.

Seks år i Kina

Mads Davidsens arbejde med kinesisk fodbold blev indledt i 2012 da han blev chef på Ebbe Sands fodboldakademi i Shanghai.

Herefter blev Mads Davidsen assistenttræner i klubben Guangzhou R&F inden han i 2015 kom til Shanghai SIPG FC, hvor han var U/23 cheftræner og assistent for 1. holdet under Sven-Göran Eriksson. I 2016 blev Mads Davidsen udnævnt til teknisk direktør i Shanghai SIPG FC.

Publiceret 08 January 2019 11:08