Sandsækkene er tilbage i Frederiksværkhallen efter 3½ år i kampsportcentret. Foto Thomas Quvang

Sandsækkene er tilbage i Frederiksværkhallen efter 3½ år i kampsportcentret. Foto Thomas Quvang

"Det er som at vende hjem igen"

Frederiksværk Bokseklub rykker tilbage til den gamle base i Frederiksværhallen

Af
Thomas Quvang

Boksning "Vi er rigtig glade for at vi fik muligheden for at rykke tilbage til Frederiksværkhallen og vi ser frem til et godt samarbejde med alle hallens øvrige brugere".

Cheftræner i Frederiksværk Bokseklub Milo Paunovic, jubler som om der var tale om en sejr på knock-out, med udsigten til, at bokseklubben straks i det nye år rykker tilbage til Frederiksværkhallen, efter tre et halvt år i Halsnæs Kampsport Center.

Jabs på balkonen

Det er fra mandag 7. januar, at bokseklubbens medlemmer skal aflevere jab's og hook's fra den nye balkon i hallen, og for Milo Paunovic er det nærmest som at returnere til barndomshjemmet:

"Det er ingen hemmelighed, at kampsportcenteret lukker ned indenfor et par år, så det var kun et spørgsmål om tid inden bokseklubben skulle finde nye lokaler, så selvfølgelig er jeg og klubben lykkelig for, at kunne bruge balkonen i hallen. Samtidig er bokseklubben i vækst medlemsmæssigt, så timingen er perfekt med hensyn til flytning til hallen", siger Milo Paunovic og fortsætter:

"På balkonen der står vores redskaber, sandsække og boksering fast , og vi kan i princippet træne alle ugens dage samt i weekends, det åbner op for rigtig mange muligheder for klubben og medlemmerne".

Faste tider

Dog laves der i første omgang ikke om på klubbens faste træningsdage og tidspunkter, det bliver forsat mandag, onsdag og fredag kl. 18-19.30 der er de faste dage for alle klubbens medlemmer:

"Der skal ikke ændres på noget der virker, så vi fortsætter træningen på tidspunkter som i kampsportscentret, men det åbner jo for specialtræning op til stævner og mesterskaber, det åbner for at vi kan afvikle træningslejre med andre klubber, så det er klart, at vi glæder os rigtig meget", siger Milo og tilføjer:

"Samtidig giver det en oplagt mulighed for samarbejde med hallens øvrige brugere, det kunne da tænkes, at f.eks håndboldspillerne, gymnaster eller badmintonspillerne vil prøve en gang boksetræning, så finder vi selvfølgelig ud af det", slutter Milo Paunovic.

Publiceret 28 December 2018 11:13

SENESTE TV