Cecilie Schrøder blev topscorer med otte mål i søndagens match mod Borsholm. Foto Jan Stephan

Cecilie Schrøder blev topscorer med otte mål i søndagens match mod Borsholm. Foto Jan Stephan

Debut til tre U/16 spillere

Arresø-kvinder bed godt fra sig trods afbud i massevis

Af
Thomas Quvang

Håndbold Det var lidt med bange anelser, at Team Arresøs kvinder søndag middag tog imod Borsholm i Kval-rækkens bundstrid.

For med afbud fra hele fem stamspillere, så det på forhånd mere end svært ud for Team Arresø, der måtte hente forstærkninger på klubbens U/16 hold for at fylde holdkortet ud.

Men lad det være sagt med det samme, det reservespækkede mandskab bed rigtig godt fra sig, kæmpede med hvad de havde, og slap fra opgøret med et beskedent nederlag på 18-22 efter 9-14 ved pausen.

Gul og blå ærgrelse

Efterfølgende kan man kun ærgre sig gul og blå over alle de afbud. Team Arresø ville, i stærkeste opstilling, have sendt gæsterne hjem med et nederlag.

Tvunget af omstændighederne var der debut til Petra Ellyton, Kira Bakx og Laura Andersen. Det meget unge trekløver gjorde en fin figur som, når der kommer lidt mere rutine, tegner rigtig godt for fremtiden.

Otte mål fra distancen

På dagen var Rikke Johansen en bundsolid sidste skanse med masser af gode redninger i kassen. En stærk præstation af holdets rutinerede målmand som, naturligt nok, blev 'syltet' af et sejlende forsvar som på ingen måde var sammenspillet.

I den modsatte ende bød unge Cecilie Schrøder ind med mange flotte mål fra distancen og blev hjemmeholdets topscorer med otte mål. En rigtig fin kamp angrebsmæssigt. Også Henriette Svensson, som er kommet til Arresø fra Hundested, satte et par fine scoringer fra distancen.

En lille opsang

Nu står den på en tiltrængt jule og nytårspause for Team Arresøs kvinder som ligger sidst i Kvalrækken.

Der er meget at fundere over for såvel spillere som trænerteam. Hvis man vil overleve i rækken, eller bare vinde et par kampe, så kræver det altså en indsats i træningslokalet.

Og udefra set, så kan det ikke nytte noget, spillerne bliver kastet rundt på på flere forskellige pladser i hver eneste kamp - brug dem dog der, hvor de er bedst!.

Publiceret 10 December 2018 14:00