Gustav Koch Vandal - Cheftræner i Ølsted med en klar gameplan

Gustav Koch Vandal - Cheftræner i Ølsted med en klar gameplan

Gustav har kickstartet fodbolden i Ølsted

Efter en tid 'under radaren' flyver fodbolden igen højt i Ølsted

Af
Thomas Quvang

Fodbold Det er ikke nogen hemmelighed at Ølsteds 1. hold har fløjet under radaren efter sommerpausen.

Men det er ikke fordi holdet er lagt i graven eller fordi der ikke er noget 'at skrive hjem om' i Ølsted, men fordi holdet har haft behov for at genstarte, at kigge sig selv i øjnene og starte forfra igen.

Der har været flittig udskiftning på trænerposten de seneste sæsoner. Jørgen Sørensen overtog efter Steen Madsen i november 2017, men valgte at stoppe med udgangen af foråret 2018:

Naturlige krav fra en træner

"Det var der flere grunde til, men det var tydeligt at spillerne først og fremmest havde brug for at kigge lidt indad og erkende at der ganske enkelt var ting, der var nødt til at ændre sig, før holdet kunne komme videre", fortæller formand Flemming Terkelsen som fortsætter:

"Samtidig var vi nået til et punkt, hvor fodboldudvalget ikke længere ville søge efter trænere til holdet, hvis holdet ikke hverken ville eller kunne leve op til de krav en træner helt naturligt stiller".

Derfor tog man en snak med Jørgens assistenttræner Gustav Koch Vandal, der tidligere har været aktiv på 1. holdet og som derfor kender spillerne rigtigt godt, om han ville overtage for efteråret 2018.

Efter kort betænkningstid sagde han ja og spillerne har bakket flot op om Gustav og projektet. Holdet har siden sommerferien oplevet stor vækst i truppen og har i dag en trup på 20 mand, samtidig med, at 2. holdet har spillere der presser sig på.

En klar gameplan

"Da jeg inden sommerpausen sagde ja til at påtage mig opgaven som cheftræner til den nye sæson, gjorde jeg mig hurtigt nogle tanker og ideer om hvad jeg gerne ville. Jeg ville for det første gerne implementere en helt klar gameplan, sådan så holdet i kampene vidste præcis hvilke ting vi skulle have i fokus – både defensivt og offensivt", fortæller Gustav Koch Vandal som uddyber:

"Jeg ville holdet et højt træningsniveau, sådan så folk havde lyst til at komme til træning. Jeg ville skabe en konkurrencedygtig trup, der på sigt kunne spille med i toppen af rækken, og jeg ville havde point i 6 ud af 10 kampe".

Fantastisk fodbold

Det ser ud til at trænerens indledende målsætning bærer frugt. I hvert fald er fornemmelsen god hos Gustav Koch Vandal:

"Jeg føler selv og har også en fornemmelse af, at holdet har forstået hvad det er jeg gerne vil offensivt og defensivt. Jeg har i hvert fald kunne se at holdet har taget det til sig, og er begyndt at bruge det i kampene hvilket jeg er glad for".

"Jeg synes at vi gennem sæsonen indtil videre har holdt så højt et træningsniveau, at det har været acceptabelt – både hvis man kigger på fremmøde og intensitet under træningen. Jeg kan tydeligt se forskel på den trup vi har nu og den trup der tidligere har været. Ikke på grund af nye spillere, da mange af de samme går igen, men mere med henblik på det niveau, vi til tider formår at ramme", siger Gustav Koch Vandal og tilføjer:

"Vi spiller til tider helt fantastisk flot fodbold, hvor alt bare fungerer, men som alle andre hold har vi også dage hvor det kun er lidt eller slet intet der fungerer, desværre sker det lidt for tit. Dog er jeg meget positiv omkring det vi har gang i pt. og er sikker på at vi som hold kan nå lagt sammen".

Vil gerne forlænge

"Jeg er meget tilfreds med den udfordring som det er, at være 'chef' for et fodboldhold på seniorplan, og jeg vil gerne forlænge min aftale med klubben", siger Gustav Koch Vandal som i samme moment håber, at kunne etablere en stærk kerne omkring 1. holdet:

"Omkring spillermaterialet håber jeg kun på flere fortstærkninger så vi i næste sæson kan spille med om oprykning til Serie 3. Jeg vil samtidig gøre alt hvad der står i min magt for at holde på de spillere vi har nu, blandt andet ved altid at byde på sjov og udfordrende træning, lytte til deres ideer og kritik, samt at inddrage dem så meget som det nu er muligt, uden at de tager styringen".

Det skal være sjovt og udfordrende at spille fodbold på Ølsteds bedste mandskab, og det mener jeg bestemt og at det er, og jeg vil gøre mit for at det bliver ved med at være det", slutter Gustav Koch Vandal der sammen med sit hold afslutter efteråret med et lokalbrag mod FFK hjemme på Ølsted Park lørdag kl. 14.

Vokseværk i seniorafdelingen

Alt tyder på, at det går den rigtige vej for fodbolden i Ølsted.

Samlet set har de to seniorhold 45-50 spillere at tage af, hvilket ikke er set i mange år og klubben oplever også succes og tilgang på oldboys og veteranholdene. Lige nu ligger oldboysholdet til at vinde turneringen og veteranerne har også imponeret i denne sæson.

Også på ungdomssiden vokser klubben stille og roligt og trænerne for de respektive hold gør alt hvad de kan for at fastholde spillerne. Man kan roligt konstatere at Ølsted IF Fodbold lever i absolut bedste vel.

Publiceret 23 October 2018 00:00

SENESTE TV