Simon Løgren var flyvende da Søborg blev besejret 29-24 i søndags. Foto Thomas Quvang

Simon Løgren var flyvende da Søborg blev besejret 29-24 i søndags. Foto Thomas Quvang

Arresø hænger på i toppen

29-24 over Søborg i en hæsblæsende match

Af
Thomas Quvang

Håndbold Tilskuerne i Frederiksværkhallen blev vidner til en spændende match, da Team Arresø og Søborg krydsede klinger i herrernes Kval-række søndag eftermiddag.

Flere stærke individuelle præstationer, skiftende føringer undervejs og en smule dramatik var hovedingredienser i den seværdige match, hvor Team Arresø trak fra i slutfasen og sikrede en 29-24 sejr.

Det var gæsterne der kom bedst ud af starthullerne og hurtigt bragte sig foran med 3-4 mål. Men Arresø spillede sig hurtigt varme og bragte sig på 10-7 inden de to hold gik til pausen helt lige ved stillingen 11-11.

Rød billet

Specielt Kim Michelsen var brandvarm i de første 30 minutter med flere gode mål.

Det var derfor noget af en nedtur, at samme Kim Michelsen kort inde i 2. halvleg blev sendt til afkøling med et rødt kort, da han, i følge dommerparret, var for voldsom i sin opdækning af en modspiller i et contraløb. Udefra set var det en hård dom.

Det fik til gengæld flere af holdkammeraterne til at steppe op i den sidste trediedel af kampen. Her fik især Simon Løfgren en afgørende hovedrolle med stærkt forsvarspil og flere gode mål i den afgørende fase, hvor Arresø trak fra. Også målmand Troels Holst var aldeles forrygende med et ocean af gode redninger, da det spidsede til.

Cool ungsenior

Alle de rutinerede kræfter blev dog overstrålet af U/18 spilleren Marius Ptak, der fra sin fløj var banens mest iøjnefaldende spiller. Den unge knægt gik aldeles uimponeret til opgaven og endte som Team Arresøs topscorer med seks mål, sat ind på seks forsøg.

Med sejren hænger Team Arresø på i toppen af rækken, kun et point efter førende Furesø. Næste opgør i Kval-rækken bliver den kommende søndag mod Føroyar i Sundbyøsterhallen.

Publiceret 22 October 2018 09:26

SENESTE TV