Casper Madsen tiljubles efter sin scoring til 1-0 direkte på frispark. Foto Jan Stephan

Casper Madsen tiljubles efter sin scoring til 1-0 direkte på frispark. Foto Jan Stephan

FFK tævede topholdet

Overbevisende 4-0 sejr i efterårets sidste hjemmekamp

Af
Thomas Quvang

Fodbold På papiret var det en særdeles vanskelig opgave FFK stod overfor, da de lørdag eftermiddag tog imod Værløse hjemme på 'kunsten'.

For Værløse kom til Frederiksværk som tophold i Serie 2, mens FFK lå i den tunge ende af tabellen, lige over nedrykningsstregen.

På dagen var det dog ikke til at se. FFK leverede efterårets i særklasse bedste kamp og kunne efter de 90 minutter juble over en 4-0 sejr og tre point. En sejr der ikke var et mål for stor. Ingen kunne rynke på næsen, hvis øretæven til topholdet var blevet endnu større.

Avnsbo banens bedste

Casper Madsen indledte festlighederne midt i 1. halvleg, da han sendte et frispark direkte i kassen til 1-0. Samme Madsen havde efterfølgende to store chancer, men gæsternes keeper hev et par mirakelredninger frem. Kort inden pausen gjorde netop indskiftede Magnus Avnsbo det til 2-0 med en sikker scoring fra tæt hold.

I 2. halvleg var FFK endnu mere overlegne overfor det tandløse tophold, der absolut intet havde at byde på. Banens bedste på dagen, Magnus Avnsbo var på pletten igen, da han headede 3-0 scoringen i kassen og kort efter gjorde Nicholai Christiansen det til 4-0 da han elegant rundede gæsternes fortvivlede keeper og trillede bolden i et tomt mål.

Flot punktum trods afbrændere

I det sidste kvarter havde FFK flere store chancer til virkelig, at gøre det onde mod Værløse, men det eneste minus ved lørdagens præstation var, at der blev brændt lidt for meget. Ellers et meget flot punktum på efterårets hjemmekampe.

I den kommende weekend sluttes foråret af med udekamp mod Ølstykke, som nu er nyt tophold i rækken.

Publiceret 21 October 2018 16:46

SENESTE TV