Magnus Holm vinder guld ved HSK Box Cup i Hillerød

Magnus Holm vinder guld ved HSK Box Cup i Hillerød

Trekløver med krudt i næverne

Flotte præstationer i ringen ved HSK Box Cup i Hillerød

Af
Thomas Quvang

Boksning En guld og to sølvmedaljer blev det resultatmæssige facit, da Frederiksværk Bokseklub i den forgangne weekend var repræsenteret med tre nævekæmpere ved det store internationale stævne HSK Box Cup i Hillerød.

Det var Magnus Holm, Marko Paunovic og Marie Modahl Carlsen som stillede op på 'øretævernes holdeplads' i FrederiksborgCentret.

Den lille viking

De tre fightere gjorde glimrende reklame for stålbyens bokseklub. Magnus Holm stillede op i rækken U/15 og den lille lokale viking boksede finale mod en hård engelsk modstander:

"Magnus starter lidt nervøst, men kommer hurtigt ind i kampen, præsterer nogle rigtig fine slagkombinationer som vi har trænet og holder alle aftaler. Selv om Magnus må tage imod et par hårde træffere, så er det ham der laver kampen, scorer med flotte lige stød, sejren er indiskutabel", fortæller træner Milo Paunovic.

Magnus Holm fik da også sejren med samtlige dommerstemmer.

Tæt nederlag

Marie Modahl Carlsen, som er kommet til Frederiksværk Bokseklub i sommer, leverede også fint, men måtte se sig besejret, af en stærk norsk fighter med dommerstemmerne 3-2:

"Marie arbejder stenhårdt med et fantastisk benarbejde og med et lavt tyngdepunkt og det kunne være gået begge veje i kampen, meget ærgerligt nederlag set fra vores side", lød det efterfølgende fra Milo Paunovic.

Marie Modahl Carlsen kunne efterfølgende, trods det tætte nederlag, glæde sig over at blive udtaget til en træningslejr under DABU Øst (det tidligere SABU - Sjællands Amatør Bokse Union).

Erfaring blev afgørende

Også Marko Paunovic præsterede flot, og han måtte igennem to kampe i løbet af weekenden. I lørdagens semifinale i fjervægt besejrede Marko en bokser fra Holbæk med alle fem dommerstemmer efter en flot teknisk præstation mellem tovene.

I søndagens finale leverede han ligeledes fremragende, men måtte alligevel se sig besejret med dommerstemmerne 3-2:

"Marko møder en langt mere rutineret svensker i finalen, og erfaringen blev afgørende i den tætte kamp. Marko vinder 1. omgang, 2. omgang er helt lige og svenskeren vinder 3. omgang, en benhård kamp der kunne gå til begge sider. Selvfølgelig er vi skuffede over nederlaget, men det her nederlag kan vi tage med os, Marko tabte med handskerne på og ydede flot modstand til det sidste", sagde Milo Paunovic

Publiceret 15 October 2018 11:30

SENESTE TV