Flot punktum på sæsonen

Ida Øbro næstbedst ved Junior European Cup

O-Løb Både seniorlandsholdet og juniorlandsholdet har netop afsluttet sæsonen ved at løbe henholdsvis sidste afdeling af World Cuppen for seniorer i Tjekkiet - og Junior European Cup i Schweiz for juniorernes vedkommende. Tisvilde Hegn OK var repræsenteret begge steder.

Ved Junior European Cup var de bedste juniorer i Europa samlet, og her leverede Ida Øbro et fremragende resultat, da hun sikrede 2. pladsen på mellemdistancen, kun overgået af den 9-dobbelte juniorverdensmester Simona Aebersold fra Schweiz.

Ida Øbro løb et stort set fejlfrit løb i det teknisk meget udfordrende og fysisk krævende schweiziske terræn. Hun var næsten to minutter foran de nærmeste forfølgere, det blandt andet talte den ungarske sølvmedaljevinder fra junior-VM på den lange distance Zsófia Sárközy.

Amanda bedste dansker

Til seniorernes World cup afslutning var der afbud fra den danske 7-dobbelte verdensmester Maja Alm. I hendes fravær trådte Amanda Falck Weber i karakter og leverede en række flotte resultater.

I 'knock out sprint' blev semifinalen endestationen, her missede hun finalen med blot 22 sekunder. Og på mellemdistancen viste Amanda ligeledes klassen, da hun i det svære tekniske terræn løb en 19. plads i hus som den bedste dansker. Hun satte dermed en tyk streg under, at hun for alvor er ved at bide sig fast i verdenseliten.

Høstede masser erfaring

For Emil Øbro blev World Cuppen for seniorer en vigtig læringstur.

Han har stadig et stykke op til de bedste, men han fik bidt godt fra sig og høstede en masse erfaring. Hans bedste resultat blev en placering som nr. 87 på mellemdistancen.

Publiceret 10 October 2018 14:00

SENESTE TV